Regionsformand: September måned bliver hård for Bios

Formanden for Region Syddanmark er sikker på, at Bios nok skal få styr på vagtplanerne hen ad vejen.

Stephanie Lose (V), der er formand for Region Syddanmark, konstaterede ved selvsyn natten til tirsdag, at skiftet fra Falck som ambulanceoperatør til det hollandske selskab Bios fungerede, som det skulle.

Men hun bilder sig ikke ind, at udfordringerne er blevet mindre af den grund.

- Bios arbejder med en meget stram vagtplan, og derfor følger vi den meget tæt, så vi har en fornemmelse af, hvor tingene står.

- Det er ingen hemmelighed, at september bliver en hård måned for Bios' reddere, fordi de både skal have overdraget tjenesten og skal tage ekstra mange vagter.

- Men mange af dem har også været vant til at arbejde ekstra, og derfor skal vi heller ikke gøre det værre, end det er, siger hun.

Stephanie Lose fastholder også, at arbejdsmiljøloven bliver overholdt. Så selv om der er pres på Bios-redderne, frygter hun ikke, at de bliver slidt op.

- Arbejdsmiljøloven skal overholdes. De skal jo have hvile mellem vagterne.

- I langt de fleste tilfælde kommer de højst til at køre 12-13 timer på en døgnvagt. Og så har de et døgns hvile, inden de møder på arbejde igen.

- Jeg forsøger ikke at gøre det rosenrødt, for vagtplanerne er stramme lige nu, men vi er tilfredse med, at ambulancerne bliver bemandet, som de skal, siger hun.

Bios vandt i en offentligt udbudsrunde i august sidste år sammen med selskabet Responce opgaven med at køre ambulancer i Region Syddanmark og vippede på den måde den mangeårige operatør, Falck, af pinden.

Oversigt

    Oversigt