Regndrukne afgrøder koster GASA 40 millioner

Vejret koster dyrt i frugt- og grøntbranchen, og samtidig må forbrugerne regne med at finde halvtomme hylder i grøntafdelingerne, fordi forsyningen slår fejl.

GASA Odense Frugt og Grønt risikerer at miste omkring 40 millioner kroner på grund af vejret. Selskabet kan ikke skaffe nok frugt og grønt til sine kunder. Samtidig kan det betyde, at de danske supermarkedskunder må forvente halvtomme grønthylder.

Salgschef Michael Buskbjerg fra GASA kalder situationen katastrofal.

- Vi aflyser ordrer hos kunderne, fordi vores producenter ikke er i stand til at levere frugt og grønt til os på grund af vejret, som især har beskadiget mange afgrøder på Fyn eller skaber store forsinkelser, fordi producenterne ikke kan komme i markerne for vand, siger han til Landbrugsavisen.

GASA forsøger nu at skaffe frugt og grønt i udlandet for at forsyne hjemmemarkedet. Men det er svært, fordi andre europæiske lande selv er hårdt ramt af vejret. Det kan betyde halvtomme hylder i supermarkederne.

Oversigt

    Oversigt