Regnfuld weekend: Fyn ramt af skybrud to gange

Det har været en aldeles våd weekend for fynboerne. Næsten 55 millimeter regn væltede ned over Fyn og øerne på bare få minutter fordelt på to dage.

Regnen plaskede ned over Fyn og øerne både natten til fredag og søndag eftermiddag. Faktisk faldt der så meget vand fra oven, at der begge dage var tale om regulære skybrud. 

De mange millimeter regn, der væltede ned på få minutter, er ifølge TV 2 Vejret af "en uhørt høj værdi".

Søndag passerede et større regnvejr med torden store dele af landet, og på Fyn faldt der 16,6 millimeter regn på 30 minutter. Her af væltede 14,2 af millimeterne ned på bare 10 minutter.

Fra private, uofficielle målinger lyder det, at der søndag faldt 21 millimeter regn på 30 minutter i byen Kerte på det vestlige Fyn, skriver TV 2 Vejret. 

Registrerede skybrud indtil klokken 18 søndag.
Registrerede skybrud indtil klokken 18 søndag.
Foto: TV 2 VEJRET

Historisk skybrud

Natten til fredag bevægede flere kraftige byger sig op over landet fra sydvest med både regn og torden - og også her stod Fyn for skud.

Flere steder blev der meldt om oversvømmelser og meget kraftig nedbør, og da målingerne fredag blev gjort op, viste det sig, at én af bygerne har skrevet sig ind i dansk vejrhistorie, som en af de kraftigste nogensinde.

I Ulbølle på Sydfyn faldt der i alt 36,5 millimeter på 30 minutter - hvilket i sig selv er mere end 'dobbelt-skybrud' - men nærstuderer man målingerne, dukker endnu mere ekstreme tal op.

På blot 10 minutter faldt der nemlig hele 27,9 millimeter regn, og det er en uhørt høj værdi.

Skybruddet skriver sig således ind i dansk vejrhistorie som det tredjekraftigste målt over 10 minutter, kun overgået af det historiske skybrud i København den 2. juli 2011 og Sankt Hans-uvejret sidste år.

Skybruddet er også det kraftigste målt på Fyn i den periode, hvor man har målt nedbørsintensitet.

Oversigt

    Oversigt