Regnskab: Fynsk naturgas sluttede med overskud

NGF Nature Energi giver overskud på 71 millioner kroner i 2017. Salget steg til over en milliard kroner. Biogassen giver underskud.

NGF Nature Energy - det tidligere Naturgas Fyn - der er blevet solgt til Sampension samt de to kapitalfonde Pioneer Point Partners og Davidson Kempner slutter sit sidste år under kommunalt ejerskab med et overskud før skat på 70 millioner kroner.

Omsætningen steg med 195 millioner kroner til 1.077 millioner kroner.

På papiret kommer NGF Nature Energy ud med et underskud på 72 millioner kroner efter skat, men det skyldes nedskrivninger på 118 millioner kroner som følge af salg og ophør af aktiviteter i det eksisterende selskab.

Biogasdelen giver underskud, uden at selskabet oplyser underskuddets størrelse.

- Selv om biogas er det mest oplagte drivmiddel til at begrænse transportsektorens klimabelastning, er der fortsat
ikke kommet hul på dette marked. I 2017 kunne vi glæde os over åbningen af det store CNG-anlæg i Sønderborg
samt udvidelser af det eksisterende anlæg i Silkeborg, men der kom ikke nye potentielle anlæg i vores pipeline. Vi
forventer, at det vil ændre sig i 2018, heddet det i selskabets regnskab.

NGF Nature Energy omdannede i 2017 mere end en mio. ton husdyrgødning og organiske restprodukter til 37,4 mio. kubikmeter grøn gas.

Samtidig steg antallet af privatkunder med 2,4 pct., så Nature Energy nu leverer energi til mere end 60.000 husstande i hele Danmark, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

- Resultatet er meget tilfredsstillende. Vi overleverer et selskab i fin form til de nye ejere. For 10 år siden havde virksomheden store underskud, og i dag kan vi – præcis som i de seneste år – præsentere et tilfredsstillende overskud, siger Jens Otto Dalhøj, bestyrelsesformand i NGF Nature Energy Holding A/S.

Konkurrencen i markedet til private forbrugere er intensiveret i 2017. HMN solgte i løbet af året sine kunder til Eniig og SEAS-NVE og DONG Energy skiftede navn til Ørsted. Særligt fra SEAS-NVE og Ørsted har markedsforretningen sidst på året kunnet mærke et stort pres.

- Årets resultat skyldes et positivt resultat i distributions- og markedsforretningen, men desværre har biogas-forretningen igen givet et underskud. Udviklingen går dog i den rigtige retning, da vores biogasanlæg i 2017 har realiseret den forventede mængde. Omkostningerne skal dog fortsat reduceres, og vi tror på, at forretningsområdet på et tidspunkt vil give overskud, siger Ole Hvelplund, adm. direktør i Nature Energy.

Den nye ejerstruktur indebærer, at Sampension fremadrettet ejer 20 procent af NGF Nature Energy, mens Pioneer Point Partners og Davidson Kempner via det irsk-registrerede selskab Gosford Capital Designated Activity Company ifølge ejerregistret har en opgjort ejerandel på mellem 66,67-89,9 procent.

 

 

Oversigt

    Oversigt