Regnvejr forsinker motorvejen

Den sydfynske motorvej bliver ikke forlænget med to kilometer inden jul, som det ellers var ventet. Vejret betyder nemlig, at arbejdet med at bygge vejen må udsættes til efter nytår.

Arbejdet med at bygge den sydfynske motorvej er for en stund gået i stå ved Kværndrup.
 
- Det ser sådan ud at entreprenøren har lukket en del af arbejdet ned og bliver på den måde ikke færdig før jul. Og så må vi genoptage arbejdet, når vejret bliver bedre, siger Steen Ogstrup, der er projektleder i Vejdirektoratet.
 

Regn har opblødt gruslag

Det var ellers ventet, at det to kilometer lange stykke af motorvejen fra Kværndrup mod syd ville være færdig og klar til brug inden jul.
 
Men den senere tids regnvejr har givet umulige arbejdsbetingelser for de folk, der skal asfaltere motorvejen.
 
Den sidste periode med megen regn har opblødt de øverste gruslag, sådan at man efterfølgende ikke kan lægge asfalten ud og på den måde få arbejdet gjort færdigt, siger Steen Ogstrup.
 
Derfor bliver stykket tidligst færdigt umiddelbart efter nytår.

Fynboerne glade for det første stykke

Vejdirektoratet kan til gengæld glæde sig over, at fynboerne har taget de første 19 kilometer af motorvejen til sig. En måling viste for nylig, at 17.000 bilister hver dag bruger motorvejen.

Oversigt

    Oversigt