Rejse i fare: Lockout risikerer at smadre elevers studietur

Eleverne på Viby Efterskole risikerer at måtte rejse tidligere hjem fra studietur, hvis lærerne rammes af lockout.

Den 8. april boarder eleverne på Viby Efterskole et fly til Paris. Efter fem dage med croissanter og fransk kultur tjekker de ind i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris og vender hjem mod Fyn. 

Det er i hvert fald planen, men med truslen om lockout risikerer eleverne at skulle rejse hjem bare to dage efter ankomst. 

Træder lockouten i kraft, sker det tirsdag den 10. april. Fra den dag må forstander René Holm Hansens lærere ikke undervise eller rejse med eleverne. 

- Vi kan faktisk komme i den situation, at vi må tage hjem fra Paris den 10. Så tager vi hjem på skolen, og så tror jeg, vi ugen ud vil være her og lave noget for eleverne, så skolen holdes i gang. På den anden side af weekenden vil vi så lukke ned, fortæller René Holm Hansen.

Vil leje alpehytte

På Viby Efterskole rammer lockouten alle undtagen forstanderen og en enkelt deltidsansat, der ikke er organiseret. Derudover er skolens pedeller og køkkenpersonale heller ikke omfattet af konflikten.

Konflikten rammer til gengæld Anna Gammelgaard Faber og resten af skolens elever, der risikerer at blive sendt hjem fra skolen.

- Det er noget, vi taler om næsten hver dag for tiden. Fordi vi er så langt henne i vores ophold, er det ekstraærgerligt, fordi vi bare allerhelst vil nyde den sidste tid, vi har sammen, siger hun. 

For eleverne handler det om at suge så mange oplevelser til sig, og derfor har de også fundet en løsning, hvis de ender med at blive sendt hjem fra efterskolen. 

- Vi taler om, at vi skal leje en stor alpehytte og alle sammen tage af sted for ikke at miste en uge sammen. Det er meget vigtigt for os, at vi kan have den sidste tid sammen, fortæller Anna Gammelgaard Faber.

Holder åbent ugen ud

René Holm Hansen tror, at skolen kan holde åbent et par dage efter lockouten, men forudser, at efterskolen må lukke ned, hvis konflikten fortsætter efter weekenden - og det vil koste skolen dyrt.

- Det er klart, at lukker vi ned, skal forældrene ikke betale, for så får de jo ikke den vare, de har købt. Det betyder, at vi hverken har forældreindtægt eller statsindtægt, for det er betinget af, at vi har undervisning. Det vil måske være en halv million om ugen, vi mister i indtægt, fortæller René Holm Hansen.

På trods af manglende indtægt skal forstanderen alligevel udbetale løn til skolens medarbejdere, der ikke rammes af lockouten. 

Lockouten ventes at ramme 440.000 offentligt ansatte og 120.000 statsansatte. 

Forstanderen på Viby Efterskole vil gerne have en aftale på bordet.

Oversigt

    Oversigt