I det fynske folks tjeneste

Rekord for Rosenfestival

Rekordbesøg på Nordfyns Rosenfestival i weekenden

Med et besøg på omkring 20.000 mennesker bliver Nordfyns Rosenfestival 2012 betegnet som den største nogensinde. Tilforladeligt vejr får en del af æren.

Nordfyns Rosenfestival 2012 i Bogense fik omkring 20.000 besøgende og det er rekord for de seks år, festivalen har eksisteret, siger arrangørerne.

Kassereren for Nordfyns Rosenfestival, Per Maegaard siger, at da der jo er gratis adgang er det svært at vide præcist, hvor mange der kom i løbet af lørdag og søndag.

- Men vi bedømmer det udfra mængden af biler i byen, siger Per Maegaard.

Alle P-pladser i Bogense var besat og der holdt biler alle vegne.

- Folk kørte i 15 kilometer kortege ind mod Bogense, siger Per Maegaard.

Godt vejr og det lange seje træk

En af årsagerne er det gode vejr.

- Lørdag regnede det en smule, men det gjorde ingen forskel, siger Per Maegaard.

- Hvis det havde regnet som det gjorde mandag formiddag havde det set meget anderledes ud, siger han.

Dels ville det jage folk væk, dels ville det ødelægge de mange rosendekorationer, der beklædte byen de to dage.

Derudover påpeger Per Maegaard, at festivalens arrangører i år annoncerede kraftigt, blandt andet med TV-reklamer og i haveblade.

- Og så er jorden blevet gødet med foreningens lange seje træk gennem årene, siger han.

Ved du noget? Så send os et tip