Rekordgave på plads

En af danmarkshistoriens allerdyreste kunstgaver blev onsdag hejst på plads foran Ollerup Gymnastikhøjskole. Skulpturen er en del af en kunstgave fra Ny Carlsberg Fondet på hele 15 millioner kroner. Gaven er en af de største donationer nogensinde til et privat foretagende.

- Det er en historisk dag. Om mange år vil dette være en del af den lange historie om Ollerup Gymnastikhøjskole, siger forstander Uffe Strandby til TV 2/FYN.

Stort vartegn

Ollerup har fået sit nye vartegn.
Ollerup har fået sit nye vartegn.

Skulpturen bliver en markant del af Ollerup. Den rager 10 meter op og vejer 44 tons. Den består af fire blokke forskudt oven på hinanden. På toppen placeres to grantræer.

Denne del af kunstgaven er udformet af kunstneren Stig Brøgger. Han står desuden bag en anden del af kunstgaven - et kæmpe maleri i gymnastikhallen.

- Da kunstnerne præsenterede projektet, sagde de, at det ikke hjælper at komme med en skødehund i glas. Skal værkerne passe ind i vores monumentale bygninger skal de være store. Og det er de blevet, siger forstander Uffe Strandby.

Helt færdig næste sommer

En af Hein Heinsens syv søjler.
En af Hein Heinsens syv søjler.

En anden markant del af kunstgaven blev placeret i august på sportspladsen bag højskolen. Kunstneren Hein Heinsen har lavet syv kæmpestore søjler, der peger ud i verden mod for eksempel Athen og New York.

Alle kunstværker forventes færdig i sommeren 2006.

Oversigt

    Oversigt