I det fynske folks tjeneste

Rektor bliver ny musikchef i Odense

Odense Symfoniorkester samler for første gang det administrative og kunstneriske ansvar i en stilling, som konservatorierektor Finn Schumacker skal bestride.

Rektoren for Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, Finn Schumacker, bliver ny chef for Odense Symfoniorkester. Samtidig bliver han orkestrets første musikchef.

Hidtil har orkestrets programudvalg stået for den kunstneriske ledelse, men Schumacker overtager som den første både det administrative og det kunstneriske ansvar.

Den 46-årige Finn Schumacker har to gange tidligere stået i spidsen for et symfoniorkester: Aalborg Symfoniorkester fra 1995-2001 og som direktør for Helsingborgs Symfoniorkester og Koncerthus fra 2001-2004.