I det fynske folks tjeneste

Rektor fritstillet

Sommerens ballade om økonomien på Odense Seminarium kulminerede idag, da bestyrelsen valgte at fritstille rektor Torsten Enemærke.

-

Sommerens ballade om økonomien på Odense Seminarium kulminerede idag, da bestyrelsen valgte at fritstille rektor Torsten Enemærke.


De studerende var mødt talstærkt op foran seminariet i Odense centrum, for at markere deres utilfredshed med bestyrelsen. De var vrede over at manglende opsyn med økonomien havde ført til et underskud på 11 millioner kroner. Deraf fulgte 16 medarbejderafskedigelser, reduktion i timetallet samt en ekstra uges sommerferie til de lærerstuderende.


Efter planen skulle et bestyrelsesmøde idag afgøre hvordan der over de næste fem år kunne bringes orden i økonomien. Men istedet overraskede bestyrelsen ved at fritstille rektor Torsten Enemærke.
Bestyrelsesformand Søren Møller siger til TV 2 /Fyn at \"Vi lægger ikke skylden på nogen. For at komme videre er der en række beslutninger der skal tages - een af dem har vi taget i dag.\"


Bestyrelsen har nu konstitueret seminariets souschef som rektor og bedt ham, i samarbejde med repræsentanter for studerende og faggrupper, at komme med et forslag til hvordan økonomien kan rettes op. Forslaget skal præsenteres bestyrelsen på et møde den 18. september.