Rektor: Lærerne har mere ret til parkeringspladser end eleverne

Antallet af unge elever på Svendborg Gymnasium, der kører i skole, skaber kaos på parkeringspladsen foran skolen.

Flere og flere elever på Svendborg Gymnasium tager hver morgen bilen i skole. Det har betydet kamp om de 80 parkeringspladser, der er forbeholdt skolens 1200 elever.

Personalet har til gengæld 70 parkeringspladser til i alt 126 personer.

- Det er personalets arbejdsplads. Det er ikke elevernes arbejdsplads. Derfor skal lærerne have en mulighed for parkering. Mange af dem kommer også fra Odense i bil, siger Jesper Vildbrad, rektor på Svendborg Gymnasium. 

Ny ordning: Parkeringsbøder til eleverne 

Elevernes løsning har imidlertid været at bruge personaleparkeringen, men det er ikke en løsning mere. Skolebestyrelsen har måtte tage affære over for elever. Fra mandag har personalet fået en speciel p-tilladelse, så de er sikret en plads hver morgen. De nye regler bliver kontrolleret af en parkeringsvagt, der har ret til at udskrive bøder. 

- Vi er rimelig indforstået med, at det er lærernes arbejdsplads, og at der skal være en personaleparkering, men vi er jo selvfølgelig lidt utilfredse med, at det er 70 ud af skolens 150 parkeringspladser, der er forbeholdt lærerne. Vi ønsker os jo flere parkeringspladser, siger Frida Rishøj Clausen, der går i 3.G på gymnasiet og kører hver dag i skole i bil.

Det er inden for de sidste tre til fire år, at der ifølge skolen er sket en stigning i antallet af elever, der kører i bil i skole. Det er også kun de seneste tre år, eleverne har brokket sig over parkeringsforholdene. 

- Der er ellers gode busforbindelser og cykelmuligheder her til skolen, siger Jesper Vildbrad, som understreger, at skolen hverken har de økonomiske midler eller de fysiske rammer til at lave flere parkeringspladser.

Efterlyser løsning

Eleverne har i flere år ønsket flere parkeringspladser og har henvendt sig til skolebestyrelsen for at sætte yderligere fokus på problemet.

- Vi elever har tidligere sagt til ledelsen, at der ikke er parkeringspladser nok. Dengang fik vi en ordre på at møde 7.45, for så skulle der gerne være parkeringspladser. Problemet er, hvis alle eleverne kommer 7.45, så er der stadig ikke pladser nok, siger Frida Rishøj Clausen, der går i 3.G på gymnasiet, siger Frida Rishøj Clausen, der går i 3.G på gymnasiet.

Som det ser ud lige nu, har de manglende parkeringspladser presset bilerne ud på små omkringliggende veje. Eleverne holder blandt andet på den blinde vej, Brydevej, der ender lige overfor gymnasiet og på en sidevej til A.P Møllersvej, der fører ind til et kolonihaveområde.

Her kan du se Svendborg Gymnasiums område og vejene, eleverne er begyndt at parkere på, når der ikke er plads på skolens parkeringsområde. 
Her kan du se Svendborg Gymnasiums område og vejene, eleverne er begyndt at parkere på, når der ikke er plads på skolens parkeringsområde. 
Foto: Lasse Lund Hansen

Oversigt

    Oversigt