I det fynske folks tjeneste

Rema-røver anholdt efter en time

Politiet anholdt lørdag aften fem mænd - en time efter et knivrøveri i Rema 1000 i Anderup i Odense. Fire er løsladt, og den sidste afventer nu afgørelse.

1 af 2

Lørdag aften fik Fyns Politi en anmeldelse om et røveri i Rema 1000 i Anderup i det nordlige Odense.

- En mand var kommet ind i forretningen og havde truet personalet med en kniv til at udlevere cigaretter og kontanter, siger vagtchef Kenneth Taanquist.

Manden forsvandt med udbyttet i to plastikposer og løb af sted i ukendt retning. 

Men allerede en times tid efter - klokken 21.25 - blev han fundet af politiet i en lejlighed på en adresse i Odense SØ.

- Der var billeder fra butikkens overvågning, men vi oplyser aldrig, hvordan vi finder frem til personer, siger vagtchefen.

I lejligheden befandt sig fem mænd. Herudover fandt man udbyttet fra røveriet - og kniven, der blev brugt til at true personalet med.

- Vi anholdt og tog dem alle fem med på stationen, fordi ingen af dem rigtigt ville forklare noget, og man jo ikke ved, hvem der har planlagt, hvem der eventuelt har holdt vagt osv., siger Kenneth Taanquist.

De fire af mændene er blevet løsladt, og der vurderes nu, om den femte skal fremstilles i grundlovsforhør.

Billeder: Local Eyes