I det fynske folks tjeneste

Håb for 90-årige Esther: Rengøring hver femte uge måske ulovlig

Borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen, har indkaldt til ekstraordinært møde om kvalitetstandarderne for rengøring i Assens Kommune.

00:18

90-årige Esther Madsen og hendes søn Erik Dragsbæk venter med at glæde sig over, at de nye kvalitetsstandarder i Assens Kommune nu skal undersøges. Video: Pernille Gram

De ældre i Assens Kommune kan måske se frem til igen få gjort rent hver tredje uge.

Tidligt tirsdag morgen slog Assens-borgmester Søren Steen Andersen (V) et opslag op på sin Facebookside, hvor han skriver, at Ankestyrelsen har rejst tvivl om det juridiske grundlag for de nye kvalitetstandarder, der skal gælde fremover og som betyder rengøring hver femte uge og ikke hver tredje uge som tidligere.

Det har ført til, at borgmesteren har indkaldt kommunens Social- og Sundhedsudvalg til et ekstraordinært møde.

- Vi må få enderne til at nå sammen og sikre det juridiske grundlag er på plads. Vi må finde pengene her i 2019, "købe tiden" og bruge året på at få tingene på plads og usikkerheden manet til jorden, skriver borgmesteren i facebookopslaget.

For tidligt at glæde sig

90-årige Esther Madsen er en af de svækkede ældre i Assens Kommune, der er brug for rengøringshjælp, og som TV 2/Fyn tidligere har fortalt, nu kun får hjælpen hver femte uge.

Hos hende og hendes søn Erik Dragsbæk vækker opslaget positiv interesse, men de venter med at glæde sig. 

- Det er en opblødning i forhold til hans tidligere standpunkter, og jeg håber, at han mener det, han skriver, men jeg har mine tvivl, siger Erik Dragsbæk.

Læs også 90-årige Esther får gjort rent hver femte uge

S: Tidligere kvalitetsstandarder skal tilbage

På social- og sundhedsudvalgsmødet skal de undersøge forholdene omkring de nye kvalitetstandarder.

- Hvis der overhovedet kan blive nogen juridisk tvivl om det her, så er det klart, så er det noget, vi er nødt til at kigge på, siger Pia Offer Madsen, der er gruppeformand for Venstre i Assens Kommune. 

- Det er et område, der egentlig ikke er en lovgivning omkring, og derfor prøver man sig frem. Hvis det viser sig, at det er den forkerte vej at gå, så er vi nødt til at finde ud af, hvordan vi løser det, siger hun. 

Kommer det til at løsningen er at købe de tidligere kvalitetstandarder tilbage, så er er Socialdemokratiet med på den mulighed.

- Under alle omstændigheder vil vi ikke spænde ben for, at de kvalitetsstandarder, som vi synes er fuldstændigt uanstændige, de bliver suspenderet, siger den socialdemokratiske gruppeformand Charlotte Vincent.

Samtidig vil hun undersøge, hvordan de tidligere kvalitetsstandarder kan købes permanent tilbage.

- Juraen er mindre vigtig, vi skal have rullet de kvalitetstandarder, vi havde i 2018, tilbage.

Læs også Rengøring hver femte uge: Tina er syg og har brug for et rent hjem

Ældreminister i spørgetid 

Ældreminister Thyra Frank (LA) svarede onsdag på spørgsmål om standarderne for rengøring i Assens Kommune.

I folketingssalen blev hun af de socialdemokratiske folketingsmedlemmer Julie Skovsby og Astrid Krag spurgt ind til hendes holdning til, at Assens har besluttet, at de ældre kun skal have gjort rent hver femte uge.

Thyra Frank mener, at forholdene i Assens Kommune er urimelige. Hun mener samtidig, at kommunen både har budget og mulighed for at finde en løsning.

Hun peger derfor på, at det er Ankestyrelsens opgave at undersøge, om standarderne er ulovlige.

- Det her er en glidebane, og jeg kan lige forestille mig, hvad det er, der kan ske, hvis det her er lovligt. Så synes jeg faktisk ikke, at serviceloven lever op til det, jeg synes den burde, siger Thyra Frank. 

Mulig ændring af loven

Finder Ankestyelsen, at det er lovligt for Assens Kommune, så vil Thyra Frank indkalde Folketingets partier og se på en mulig ændring af serviceloven.

Astrid Krag var ikke helt tilfreds med de svar, som ældreministeren gav.

- Jeg synes, det havde været godt, om ældreministeren i dag kunne sige meget klart, om det var lovligt overhovedet, siger Astrid Krag og fortsætter omkring Thyra Franks ansvarsplacering:

Hun pegede tilbage på kommunerne og sagde, at de kunne bare bruge pengene anderledes, og på den måde synes, jeg at jeg står meget skuffet tilbage i forhold til ministerens manglende handling.