I det fynske folks tjeneste

Rengøringsassistent smuglede telefoner ind i Nyborg Fængsel

Gennem halvandet år smuglede rengøringsassistenten Rikke Frederiksen 90 mobiltelefoner ind til indsatte i Nyborg Fængsel. Der var intet tjek, fortæller hun.

Det er tv2.dk, der skriver historien om, hvor nemt det var for Rikke Frederiksen at smugle mobiltelefoner ind i fængslet.

- Der er ikke noget tjek. Man bliver ikke tjekket, når man går ind og ud. Man går bare ind og lægger sine ejendele i en nøgleboks, men hvad du ellers har i tasken, er der ingen, der tjekker. Som ansat kan du gå ind med telefoner i alle lommerne, fortæller Rikke Frederiksen til Station 2.

Efter to år som rengøringsassistent blev hun truet til at begynde at gemme mobiltelefoner, som de indsatte fik. En fremmed mand ringede til hende.

- Han sagde, at han havde nogle telefoner, jeg skulle tage med ind i fængslet, og jeg skulle bare holde kæft og gøre, som han sagde. Han sagde, han vidste, hvad min søn hed, og hvor han gik i skole. Jeg blev bange, og så gjorde jeg det, siger hun.

Ifølge Station 2 udnyttede kriminelle bagmænd den manglende kontrol i fængslet til at presse rengøringsassistenten til at tage 90 mobiltelefoner med. Rikke Frederiksen blev på et tidspunkt truet med en pistol.

- Han greb fat i mig, lappede mig en på siden af hovedet, tog en pistol frem og holdte den op foran hovedet på mig og sagde: 'Jeg pløkker dig kraftedeme, din lille møgluder'. Så gjorde jeg jo, som de sagde, fortæller Rikke Frederiksen.

Indsmuglingen gik godt i halvandet år - så blev hun anholdt af politiet.

I 2012 fik hun en dom på et år og tre måneders fængsel. Det ene år blev gjort betinget.

- Jeg skulle have ringet til politiet med det samme, men det turde jeg ikke, lyder det fra hende.

 

 

Ved du noget? Så send os et tip