Renovering af lillebæltsbro varer ti måneder næste år

Vejdirektoratet har lyttet til Middelfarts handelsliv og forsøger at blive færdige med brorenovering i 2019. Til gengæld vil broen være lukket ti måneder i stedet for 20 uger.

Tidsplanen for renovering af den Gamle Lillebæltsbro er ændret. Vejdirektoratet har lyttet til ønskerne fra Middelfart Handel og borgmester Johannes Lundsfryd (S).

I snart 20 uger har den Gamle Lillebæltsbro været lukket for trafik på grund af renovering, og efter den oprindelige plan skulle broen lukke igen næste forår og endnu engang 20 uger frem. Til stor frustation for sommervirksomheder, der mister kunder.

- Det, jeg hører overordnet er, at man kan mærke, at der er færre kunder i byen. Vi har en del specialbutikker, som folk kører til fra Fredericia, og dem har man desværre ikke set så mange af i år, fordi vejen dertil er blevet længere, fortæller Julie Skov Kjeldberg, citykonsulent i Middelfart Handel.

Bro lukket i ti måneder

I stedet vil Vejdirektoratet også tage vintermånederne i brug og forsøge at blive færdige i 2019. Til gengæld vil broen være lukket i ti måneder fra februar til november.  

- Vi vil meget gerne blive færdige så hurtigt som muligt, og vi vil helst være færdige næste år, siger specialkonsulent i Vejdirektoratet Shahriar Honar.

Det var et stort ønske fra Middelfart Handel, at broen kunne åbnes for biltrafik allerede i slutningen af næste år.

- Generelt er vi rigtig glade for, at det ikke strækker sig over tre år. Den seneste varsling, vi fik fra Vejdirektoratet, var, at det også måske skulle gå hen i 2020, så den her beslutning, de har taget i dag, viser, at de har lyttet til os og taget vores situation med i deres overvejelser, siger Julie Skov Kjeldberg, citykonsulent i Middelfart Handel. 

Julie Skov Kjeldberg, citykonsulent i Middelfart Handel, er glad for, at Vejdirektoratet har lyttet til ønsket om at blive hurtigere færdig med renoveringen af lillebæltsbroen.

Oversigt

    Oversigt