I det fynske folks tjeneste

Rent vand i Flødstrup

Vandet fra Flødstrup Vandværk på Østfyn skal ikke længere koges. Det oplyser Nyborg Kommune.

Borgerne i Verninge har de seneste 12 dage fået vand fra Brylle Vandværk, selv om vandværket også har gift i drikkevandet. Foto: Liselotte Sabroe, Scanpix

Nu skal du ikke længere koge dit vand fra Flødstrup Vandværk på Østfyn. Du kan altså frit drikke vandet fra vandhanen. 

Det oplyser Nyborg Kommune lørdag morgen. 

Fund af coliforme bakterier i vand fra Flødstrup Vandværk medførte et kogepåbud for en uge siden. Årsagen blev fundet fredag, hvor vandværket allerede spåede, at påbuddet højst sandsynligt ville blive ophævet lørdag.

Og det skete også. 

Læs også Lortebakterier i vandet fra Flødstrup Vandværk

Vandprøverne viser nu, at der intet spor af forurening er i vandet, og at det overholder kravværdierne. 

Flødstrup Vandværk og Nyborg Kommune har derfor i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed besluttet at ophæve kogeanbefalingen. 

Nyborg Kommune beklager i en pressemeddelelse de gener, som forureningen kan have forvoldt.

Årsagen til forureningen var et utæt rør ved en af værkets tre boringer. Den boring er taget ud af drift, og der blev taget nye prøver tirsdag.

Du kan se området, som Flødstrup Vandværk forsyner med vand her.