I det fynske folks tjeneste

Resistent bakterie i udbrud på OUH

Afdeling Q på OUH har en høj andel af deres indlagte patienter, som er ramt den resistente bakterie VRE.

Den resistente VRE-bakterie er i øjeblikket i udbrud på Odense Universitetshospital. Foto: Asger Ladefoged

På Infektionsmedicinsk Afdeling Q viser patientscreeningen, at 44 procent af de indlagte patienter er ramt af den resistente bakterie VRE (Vancomycin-resistente enterokokker, red.).

Den resistente bakterie kan forårsage infektioner i urin- og blodbaner. Den spredes let blandt udsatte patienter, fordi den er robust og kan overleve i lang tid. 

Læs også Kunstprojekt: Vilde farver ind på OUH

Derfor har personalet på afdelingen skruet bissen på overfor den resistente bakterie, så smitten mellem patienterne forhåbentlig kan stoppes. Det forklarer Anette Holm, der er ledende overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på OUH. 

- Når vi har patienter med VRE, så er det vigtigt, at vi får isoleret de patienter. De får en enestue og deres eget toilet som led i at få begrænset smitten. Det er det, vi har gjort på den infektionsmedicinske afdeling, hvor vi fandt en høj forekomst og derfor også har lavet ekstraordinære indsatser, siger Anette Holm.

De ekstraordinære indsatser betyder, at afdelingen midlertidigt næsten har halveret antallet af sengepladser for nemmere at kunne isolere de smittede patienter og for at kunne rense og rengøre stuerne ordentligt, så de er klar til nye ikke-smittede patienter. 

Sjældent at bakterien fører til infektion 

Ifølge overlægen er det dog ikke forbundet med livsfare for patienterne at blive smittet med den resistente bakterie. 

- For den enkelte patient er det ikke en bakterie, der giver infektion. Det er meget sjældent. I virkeligheden har man den i sin tarm, og så er det ikke noget, der giver infektion, siger Anette Holm. 

Når OUH så alligevel går så drastisk til værks for at komme VRE-bakterien til livs, så skyldes det, at vi skal beskytte vores antibiotika, så bakterierne ikke udvikler resistens mod behandlingsmetoden. 

Læs også Mus fanget på video: Løber rundt i forhallen på OUH

 

- Når vi får flere resistente bakterier, så er vi også nødsaget til at behandle med bredere antibiotika, og det ønsker vi ikke. For så risikerer vi på sigt at miste nogle af de antibiotika, som vi kan behandle med nu, siger Anette Holm. 

Alle, som har været indlagt på afdelingen i udbrudsperioden, vil blive informeret direkte per brev om konsekvenserne ved eventuel smitte, og hvordan man skal forholde sig ved senere infektioner og sygdomsforløb. 

 

03:00

Video: Flemming Ellegaard

Luk video