I det fynske folks tjeneste

Ret skal se på eksklusion af Lings fra Lægeforeningen

I september blev den pensionerede læge Svend Lings dømt for hjælp til selvmord. Lægeforening vil smide ham ud.

Foto: Sonny Munk Carlsen / Ritzau Scanpix

Lægeforeningen har besluttet at indbringe en sag om eksklusion af den pensionerede læge Svend Lings for Voldgiftsretten.

Beslutningen er truffet på et møde i Lægeforeningen tirsdag, oplyser foreningen.

Foreningen vil have Svend Lings, der er dømt for medvirken til selvmord, smidt ud af foreningen.

Voldgiftsretten skal tage stilling til, om Svend Lings kan ekskluderes. Ifølge Lægeforeningen kan det tage et halvt år, før der er en afgørelse.

Bestyrelsen har truffet sin beslutning, efter at Lægeetisk Nævn i slutningen af september fandt, at Svend Lings gentagene gange og på grov vis har handlet imod de tidligere gældende etiske regler og de nuværende etiske principper.

 

Læs også Fynsk overlæge anker dom for medvirken til selvmord

 

Vil ikke anke beslutning

Svend Lings har i medier fortalt, at han har hjulpet syge mennesker med at dø. Han har også offentliggjort en selvmordsvejledning, og det er klart imod de etiske principper, mener nævnet.

Svend Lings har tidligere fortalt, at han ikke vil anke nævnets beslutning, da han har mistet tilliden til Lægeforeningen.

Sidste gang, Lægeforeningen ekskluderede et medlem, var i 1945, hvor den gjorde op med nazismen efter Anden Verdenskrig.

Der er også en straffesag mod Svend Lings for at medvirke til selvmord. I september blev han idømt 40 dages betinget fængsel i byretten.

Retssagen handlede om tre konkrete sager, hvor Lings har vejledt om selvmord. I to af dem døde personer, mens én overlevede sit selvmordsforsøg.

Svend Lings, der har fået frataget sin autorisation, har siden anket sagen til landsretten.