Retspsykiatri i Middelfart indviet

I dag kunne Region Syddanmark indvie den nye samlede retspsykiatri i Middelfart.

Region Syddanmark har samlet retspsykiatrien i Middelfart med 70 retspsykiatriske døgnpladser samt to almenpsykiatriske afdelinger med i alt 34 pladser.

Ud af de retspsykiatriske døgnpladser er 14 private to-værelsesstuer. Det såkaldte rehabiliteringsafsnit (P5) er for langtidsindlagte retspsykiatriske patienter, der har brug for rehabilitering under indlæggelse. Den typiske indlæggelsestid er 5-7 år.

Samlingen af retspsykiatrien har betydet, at patienter og personale er flyttet fra Hviding og Odense samt fra andre almenpsykiatriske afdelinger i regionen.

De syv afsnit er blevet taget i brug gradvist og i flere step henover byggeperioden.

Der er blevet rekrutteret over 100 nye medarbejdere fra forskellige faggrupper, og der er tilknyttet en forskningsenhed, der blandt andet forsker i relationens betydning, nedbringelse af tvang og dynamisk lys.

Balance mellem åben og lukket

Retspsykiatrien i Middelfart er en moderne retspsykiatri, hvor behandling og sikkerhed går hånd i hånd.

Der er fysiske sikkerhedsforanstaltninger bl.a. i form af elektronisk adgangskontrol og kameraovervågning af området.

- Vi har forsøgt at gå på to ben. På den ene side skal de psykisk syge, der er indlangt på et retspsykiatrisk hospital, helbredes. Og alle undersøgelser viser, at man ikke bliver helbredt i et fængsel. På den anden side er det også vigtigt, at dem som har gjort noget meget utilgiveligt og som er farlige for det omgivende samfund, at de ikke kan komme ud, for hvis de gør det, så bliver civilsamfundet utrygt, og så er det jo, vi bliver tvunget til at lave fængsler, fordi man ikke vil finde sig i, at farlige folk går rundt i samfundet. De to ting har vi forsøgt at afbalancere, siger formand for Region Syddanmark, Carl Holst (V).

Afdelingen i Middelfart foretager også ambulant behandling af omkring 550 retpsykiatriske patienter over hele Region Syddanmark, på botilbud eller i private hjem. De varetager den medicinske, terapeutiske samt sociale behandling af patienten under den ambulante behandlingsdom (typisk 1-5 år) og samarbejder bredt med kommune, Kriminalforsorgen, praktiserende læge, misbrugscenter, arbejdsgiver osv.

Udover ombygning af eksisterende arealer er der udvidet med ca. 8.500 kvadratmeter.

Spadestikket til Retspsykiatri Syddanmark blev taget for godt to år siden. Totalrådgivning: Creo Arkitekter. Entreprenører: 5E i Odense.

Byggesum ligger på knap 257 millioner kroner.

- Vi har bygget i høj kvalitet af hensyn til de psykisk syge, deres pårørende og medarbejderne. Og vi har ikke bygget for flot, men vi har bygget så flot vi kan, for at sikre, at de syge bliver rasker og dermed kommer ud i samfundet igen, siger Carl Holst.

Oversigt

    Oversigt