I det fynske folks tjeneste

Retssag: Fløj drone flugtudstyr ind til indsat?

Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix / TV 2/Fyn

For første gang i Danmark skal retten tage stilling i en sag, hvor fængselsbetjente i Nyborg Fængsel snuppede drone med blandt andet mobiltelefon og savklinger.

To mænd står mandag tiltalt ved Retten i Svendborg for at have smuglet diverse flugtudstyr ind i Nyborg Fængsel med en drone. 

Sagen er den første af sin art herhjemme.

Om natten den 23. november 2016 styrede den ene mand en drone ind over hegnet på Nyborg Fængsel, og afleverede en ét kilo tung pakke til en 30-årig indsat.

Pakken blev fløjet ind på fjerde sal og indeholdt en mobiltelefon med oplader, savklinger, søm, lim og en bit.

Læs også Stop for flyvende smugleri: Fængsel skal sikres mod droner

Det var fængselsbetjente, der opdagede dronen, og det indsmuglede gods blev beslaglagt. Dronen nåede dog at flyve væk, ligesom drone-piloten også forvandt.

Fyns Politi har siden anholdt en 29-årig mand, som mistænkes for at være føreren af dronen.

Af anklageskriftet fremgår det, at de to mænd op til det, der formentlig var optakten til et flugtforsøg, udvekslede 56 sms'er.

De to mænd er tiltalt efter straffelovens paragraf 124, der handler om ulovlig kontakt med en indsat. Strafferammen er op til to års fængsel.

Ved du noget? Så send os et tip