Retssag om Thor Emilie i Svendborg

En retssag i Svendborg kan nu åbne op for at enkerne efter de døde sømænd på Thor Emilie får erstatning.

Retten i Svendbog har netop besluttet at det schweiziske firma Glencore, der havde ansvaret for lasten, og rederiet T&C fra Svendborg kan stævnes for deres ansvar i sagen om Thor Emilie.

Coasteren eksploderede i 2000 i Middelhavet og en dansk og seks filippinske sømænd mistede livet. Kun den danske kaptajn overlevede. Skibet sank da zinkplader i lasten eksploderede.
 
Ejeren af skibet har fået erstatning, men indtil nu har enkerne ikke haft mulighed for at søge erstatning for tabet af deres mænd.

"Grotesk sag"

- Det er en rigtig god nyhed. Ikke mindst for de fem enker efter søfolkene og deres 13 faderløse børn. Gennem fem år har  enkerne med hjælp fra 3F's Transportgruppe kæmpet for overhovedet at få lov at føre en sag i Danmark. Det er grotesk, at det skulle være nødvendigt, set i lyset af at der er indgået et forlig om erstatning for skibet, siger forhandlingssekretær 3F Henrik Berlau til Nyhedsbrevet 3F.

Retten i Svendborg har givet grønt lys til erstatningssagen fordi Thor Emilie var et dansk indregistreret skib og dermed at betragte som dansk territorium.

Oversigt

    Oversigt