Retssag om vold mod skoleelever i Odense

En tidligere vikar på Hunderupskolen skal onsdag for retten. Han er tiltalt for vold mod tre elever.

Retten i Odense skal onsdag tage stilling til, om den 11-årige Noah og to andre elever blev udsat for vold fra en vikar i december sidste år.

Ifølge forældrene til Noah blev han og en kammerat slæbt 30 meter i armen hen ad gangen i skolen. Herefter tog vikaren hårdt fat i nakken på de to drenge og tog kvælertag på dem. 

Ifølge anklageren er den tidligere mandlige vikar tiltalt for at have begået vold mod i alt tre elever på skolen

- Jeg kan bekræfte, at vi har rejst tiltale mod vikaren. Jeg kan ikke udtale mig yderligere om sagen lige nu, sagde anklager ved Fyns Politi Maria Blomsterberg til TV 2/FYN i marts.

Vikaren har ikke ønsket at udtale sig om sagen, men afviser over for TV 2/FYN, at han har været voldelig overfor eleverne.

Fik en mail på intra
Forældrene til den 11-årige Noah kritiserede dengang Hunderupskolen for ikke at have kontaktet dem efter episoden, der fandt sted i december sidste år.

Den eneste kontakt fra skolen var en mail via forældreintra. 

- Jeg er rasende. Jeg synes simpelthen, at det er hovedrystende, lød det dengang fra Noahs mor Charlotte Ruus.

Hverken Hunderupskolen eller Børne- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune opfordrede forældrene til at dokumentere skaderne eller politianmelde sagen. Det gjorde Noahs forældre på eget initiativ.

Skoleleder beklagede forløbet

Dagen efter overfaldet, der fandt sted i december, var den pågældende lærervikar fortsat på skolen. Først senere på dagen blev han fritaget fra tjeneste og indkaldt til en tjenstlig samtale.

Skoleleder Helle Hjorth beklagede efterølgende forløbet i sagen.

På baggrund af sagen ville skolebestyrelsen på Hunderupskolen drøfte, hvilke retningslinier der eventuelt skal laves for at håndtere den slags sager fremover, oplyste hun i marts til TV 2/FYN.

Oversigt

    Oversigt