I det fynske folks tjeneste

Retssagen begyndte på stranden...

En udsædvanlig retssag begyndte torsdag - på et usædvanligt sted. Nemlig på stranden ved Bøgebjerg nord for Kerteminde.

Retssagen begyndte på Bøgebjerg Strand.

1 af 2

59 sommerhusejere fra Bøgebjerg har lagt sag an for at få huslejen sat ned. De mener, at den fynske greve Niels Iuel Reventlow er grisk og grådig.

Greven udlejer sin jord på Bøgebjerg Strand ved Kerteminde til 59 sommerhusejere, men ifølge sommerhusejerne har han siden år 2000 hævet lejen med først 350 procent og i 2006 med 137 procent. Dét ud over en fast årlig stigning på tre procent.

Problemet for sommerhusejerne på Bøgebjerg Strand er, at fritidshuse på lejet grund ikke er omfattet af for eksempel lejeloven, og at udlejeren derfor kan hæve lejen så meget, som udlejeren ønsker det - uden at lejerne kan gøre noget.

Det håber sommerhusejerne, at retten i Odense vil ændre på og kan allerede støtte sig til Forbrugerombudsmanden - der følger sagen - og en dom fra Århus i en lignende sag.

Retssagen begyndte torsdag på stranden ved Bøgebjerg, fordi grevens advokat havde bedt om, at sagen bliver indledt med en såkaldt besigtigelse af området.