Retten udsætter sag om børnemishandling på Fyn

Anklageskrift om vold gennem 30 år er upræcist og delvist forældet, mener forsvarer for mor.

Retten i Svendborg har mandag valgt at udsætte retssagen, hvor et forældrepar er anklaget for at have mishandlet deres seks børn i perioden 1982 til 2013.

Udsættelsen sker, efter at forsvarer Mikkel Cramer på vegne af den 51-årige mor har protesteret over anklageskriftet, som han mente er for upræcist - han har kaldt det "hjemmestrikket".

Desuden mener han, at tre af sagens syv forhold er forældet.

Han har fået opbakning af forsvareren til den 53-årige far.

Det er dommer Kim Ottesen og de to domsmænd, der har taget beslutningen efter 80 minutters votering.

Anklager Peter Nygaard fra Fyns Politi har ikke meget at sige til rettens beslutning.

- Jeg tager beslutningen til efterretning. Jeg har ikke yderligere kommentarer, siger han.

Nu skal forsvarerne indsende deres indvendinger mod anklageskriftet og forældelsesfristen på skrift til anklageren.

Derefter skal retten særskilt behandle de to spørgsmål, før hovedsagen om mishandling af op til seks børn kan blive behandlet.

Når retten kommer med en afgørelse om både det upræcise anklageskrift og spørgsmålet om forældelse, har begge parter muligheden for at kære afgørelsen til en højere retsinstans.

Derfor kan der gå længere tid, før hovedsagen kommer under behandling.

I anklageskriftet lyder det, at børnene blandt andet skulle være blevet slået i hovedet og knebet så hårdt forskellige steder på kroppen, at det skulle have givet blå mærker.

Parrets seks børn er født i perioden 1982 til 2003.

Der er blevet nedlagt navneforbud i sagen for både det tiltalte forældrepar og deres børn.

Oversigt

    Oversigt