Reumert til Teater Momentum: Vi er så stolte

Teater Momentum kan gå glade på sommerferie. De slutter sæsonen med en Reumert for selvmords-forestillingen "16:29".

Årets Reumert-stauetter er netop blevet uddelt. Teater Momentum i Odense er en af de stolte modtagere. Nærmere betegnet har instruktør Anna Malzer modtaget en talent-Reumert for Momentum vol.12-forestillingen "16:29".

Teater Momentum har dog allerede måtte vinke farvel til Malzer, der har fået arbejde som teaterleder for Mungo Park. Det sker blot et år efter, at hun er færdiguddannet som instruktør på Den Danske Scenekunstskole. 

En glad Anna Malzer modtager en Reumert.
En glad Anna Malzer modtager en Reumert.
Foto: Lasse Lagoni

- Vi er simpelthen så stolte over at have været en del af en scenekunstnerisk vision, som har været rørende, dramatisk og nytænkende. Mest af alt er vi stolte af Anna, hendes vovemod og hendes soleklare talent. Hun har været med til at sætte et skinnende punktum for en successæson, og vi ved, at hun vil videreføre sine visioner til Mungo Park, siger Semi Seven Brylle, som er pressechef for Teater Momentum.

Travl sæson

Der har i sæsonens løb været cirka 21.000 gæster gennem huset til de mange teaterforestillinger, men der har også været afholdt  koncerter, foredrag, poetry slams, comedy med videre. I løbet af sæsonen har der været afholdt i alt 350 events. Sammenlagt 19 forskellige fonde og puljer har støttet Momentum med små 700.000 kroner.

Forestillingen "16:29" har haft succes ud over Odenses grænser. Den er også blevet vist på Aalborg Teater og senest på CPH Stage 2019, hvor den spillede for fulde huse på Betty Nansen teatret på Frederiksberg.

Næste sæson sendes "16:29" og forestillingen "Selvtægt" på turné rundt om i landet. 

Teater Momentums nyeste og 13. sæson er på trapperne. Her tager Niels Erling det kunstneriske ror. Han vil sammen med sit ensemble undersøge undergangen, hvorfor mennesker er optaget af, at dommedagen er på vej, og hvad det vil sige at være tæt på en slutning. Det gør han med tre nyskrevne forestillinger: "Krise", "Katastrofe" og "Apokalypse".  

Oversigt

    Oversigt