I det fynske folks tjeneste

Revser Jane Jegind for at tabe til “nybegynder”

Hvis Venstre fortsætter ad samme bane, går det galt igen næste gang, frygter debattør, der retter kritik mod Jane Jegind og Venstre for dårlig valgkamp.

00:28

Video: Masoud Jafari Pouia

Venstre i Odense med Jane Jegind i spidsen led et smertefuldt nederlag til borgmester Peter Rahbæk Juel (S), der ud over borgmesterkæden også fik flere end 20.000 personlige stemmer i hus ved kommunalvalget.

I et læserbrev retter debattør og advokat Klaus Ewald skarp kritik af Jane Jegind og resten af blå blok i Odense for ikke at kunne slå en “nybegynder” som Peter Rahbæk Juel, der overtog borgmesterkæden for et år siden. Til TV 2/Fyn uddyber han: 

Læs også Rahbæk får imponerende antal stemmer: Ikke set siden Jan Boye

- Medmindre Peter Rahbæk Juel begår åbenbare fejl fremadrettet, bliver han endnu sværere at få vippet af pinden. Vi kender de her socialdemokratiske bykonger, som har siddet nærmest i en generation, så man skal virkelig være fremme i bussen for at drive en dygtig oppositionspolitik, siger Klaus Ewald.

Her har Venstre fejlet

Det er især under valgkampen, at Venstre har fejlet, mener debattøren, der betragter sig selv som borgerlig.

- Venstre har ikke opstillet et klart projekt for, hvad man ville med Odense de næste fire år. Man har ikke opstillet et klart alternativ til, hvem man var i forhold til Peter Rahbæk Juel, siger Klaus Ewald.

- Jeg har savnet noget borgerlig politik og en klar melding om, hvad borgerlig politik er. Det er ikke kun velfærd og nedsættelse af skatter, fortsætter han.

Mistede tusindvis af stemmer

I 2013 var Jane Jegind tæt på at slå daværende borgmester, Anker Boye (S), men fire år senere ser det helt anderledes ud.

Ved dette valg har hun mistet 3.434 stemmer i forhold til 2013 – mens Peter Rahbæk Juel har fået tre gange så mange personlige stemmer som hende.

Hvis det fortsætter, som det har plejet at gøre, går det galt en gang til i 2021

Klaus Ewald

Jane Jegind har været Venstres spidskandidat ved de seneste fire kommunalvalg - i 2005, 2009, 2013 og 2017.

Trods drømme om borgmesterposten og store forventninger er det aldrig lykkedes hende at få magten.

Skal Lilleholt tage over?

Alligevel mener Klaus Ewald ikke, det er på tide at køre en anden spidskandidat i stilling - eksempelvis Venstres kronprins, 22-årige Christoffer Lilleholt.

- Lige nu mener jeg, han er for ung til at kunne træde i den rolle og den karakter, som Jane Jegind har, og som hun udfylder på en fornuftig måde, vurderer Klaus Ewald, der tværtimod håber, at blå blok sætter alle kræfter ind på at udnytte et nyt, uerfarent byråd.

- Det er et byråd, der består af folk, som hverken kender forskel på brunsviger, orienteringssager eller standsningsret. Der er rigtig mange nye, og det er Venstres store force, forklarer han.

Venstre-toppen tavs

Når det er sagt, mener han, Venstre skal tage sig sammen og gøre tingene meget anderledes, hvis blå blok skal gøre sig forhåbninger om at slå Peter Rahbæk Juel om fire år.

Det er et byråd, der består af folk, som hverken kender forskel på brunsviger, orienteringssager eller standsningsret

Klaus Ewald

- Hvis det fortsætter, som det har plejet at gøre, går det galt en gang til i 2021, lyder kritikken fra advokaten.

Peter Rahbæk Juel overtog borgmesterposten for et år siden fra Anker Boye (S). Selv om han er forholdsvis ny på borgmesterposten, har han siddet i byrådet i Odense siden 2006.

Hverken Jane Jegind, Christoffer Lilleholt eller Venstres formand i Odense, Kasper Ladingkær, har ønsket at kommentere kritikken. Herunder kan du se et interview med Jane Jegind fra valgnatten: 

02:00 Luk video