Ricardo: Lars Olsen er et godt valg

Den tidligere danske landsholdstræner i fodbold, Richard Møller Nielsen, betegner Lars Olsen som et "godt valg" som ny træner for OB. Onsdag kom det frem, at Lars Olsen skal afløse Bruce Rioch som træner i Ådalen.

Richard Møller Nielsen kender Lars Olsen fra sin tid som landstræner, hvor Olsen i 69 kampe var anfører. Det var den nu 45-årige Lars Olsen, der i 1992 løftede pokalen i vejret, da Danmark vandt guld ved EM i fodbold.
- Lars er en type, der vil helt frem. Han satser ikke på at blive nummer to, han satser på at blive nummer et. Og han er en helt igennem god fyr, siger Richard Møller Nielsen til TV2//FYN.

Han har selv været træner for OB, før han blev landstræner.

En overvejet vindertype

Richard Møller Nielsen mener, at Lars Olsen passer godt til en klub som OB, der vil frem. Og han mener, at han har nogle vigtige kvaliteter, der gør ham til en god træner.
- Lars er rolig og overvejet, i det han siger. Det er ikke fordi, han ikke har temperament - og når han siger noget, så blir der lyttet. Han er en vindertype, mener Møller Nielsen.

Hos Randers FC, hvor Lars Olsen stopper som træner, er de kede af afgangen:
- Han er en stor personlighed, han har nogle gode egenskaber rent socialt - og så er han en dygtig træner. Så der er nogle store kvaliteter, vi kommer til at mangle, mener målmand Martin S. Jensen.

Oversigt

    Oversigt