I det fynske folks tjeneste

Riddersal fyldes med folkemusik

Kvartetten Svøbsk fylder Riddersalen på Nyborg Slot med folkemusik. Foto: PR/Svøbsk

Salmemelodier, løssluppen polka, dristige valse og stemningsfyldte vuggeviser. Sådan forudsiges folkemusikgruppen Svøbsks koncert på Nyborg Slot 24. juli.

”Et sandt festfyrværkeri af forførende folkemusikalsk skønhed” - sådan lyder en begejstret karakteristik af den musik man kan opleve, når kvartetten med det gådefulde navn ”Svøbsk” giver koncert på Nyborg Slot søndag aften 24. juli.

Kvartetten har i løbet af de seneste fem år turneret ikke blot over det meste af Danmark, men også i blandt andet Skotland, Finland, Tyskland, Østrig, Færøerne og Grønland. Og den har høstet stor anerkendelse for albummerne ”En klang af tidløshed” (2009) og ”Bjergtaget” (2013). 

”Svøbsk” formår på én gang at tilføre kendte folkemusiktoner en nutidig klang – og at give egne kompositioner en traditionel form.

Repertoiret spænder fra løsslupne polkaer og dristige valse til stemningsfyldte vuggeviser og salmemelodier – fremført med intensitet, spilleglæde og et smittende humør.

Kvartetten består af Maren Hallberg (harmonika og skeer), Jørgen Dickmeiss (violin, vokal, guitar, mandolin m.m.), Theis Langlands (klaver og mundharpe) og Simon Busk (perkussion og mandolin).

Koncerten begynder klokken 19.30 og koster 120 kroner.

Billetter kan købes på www.nyborgslotskoncerter.dk på Bureauet Nyborg, Torvet 2B, tlf. 63 33 80 90, indtil lørdag klokken 14 og ved indgangen fra klokken 18.30. 

 

Ved du noget? Så send os et tip