Rigtige venner: 33-årige Brian gav sin ene nyre væk

For otte år siden havde Brian Hegelunds kammerat brug for en ny nyre. Han tog stilling, og hjalp sin kammerat ud af dialyse og ugentlige behandlinger.

Den 29. januar 2008 donerede den dengang 25-årige Brian Hegelund sin ene nyre til sin kammerat. Efter flere års sygdom havde han brug for en ny nyre. Men ikke akut brug. Derfor røg han ikke øverst på transplantationsventelisten, men fik at vide, at hvis han selv kunne skaffe en donor, kunne det være løsningen. 

Det fik Brian Hegelund at vide, og det fik ham til at overveje at blive donor. Han lovede sin kammerat at kigge på, hvad det ville sige at være donor. Han tog til informationsmøder og blev med tiden klædt så godt på, at han følte, at det var et rigtigt valg for ham at tage. 

- Jeg tror på, at hvis man har mulighed for at hjælpe, har man i det mindste en forpligtigelse til at overveje at hjælpe. Men jeg blev ret hurtigt sikker i mit valg, siger Brian Hegelund. 

Organdonationsdag for første gang

Hvert eneste år står hundrede af danskere på venteliste til et nyt organ. I 2015 stod 347 og manglede en nyre. 24 havde brug for en ny lever, 22 var på venteliste til nye lunger og 16 til et nyt hjerte. De sidste 10 år har tallene været konstante. 

quote Jeg er ligeglad med, hvad folk vil. Bare de tager stilling. Hvis de vil donere, så sæt det kryds. Hvis ikke de vil, så sæt krydset. 

Brian Hegelund, Organdonor

Derfor er der brug for, at danskerne tager stilling. Det sætter Dansk Center for Organdonation fokus på i morgen, lørdag den 8. oktober, med forskellige arrangementer landet over. 

Det er første gang, at Danmark deltager i Organdonationsdagen, som har eksisteret siden 1996. Det er et led i Den Nationale Handlingsplan for Organdonation. I 2014 besluttede Regeringen (Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten nemligt, at der fremadrettet skulle være et fokus på at styrke transplantationsområdet med en national handlingsplan for organdonation. 

Egoisme er nødvendigt

Da Brian Hegelund besluttede sig for at donere sin ene nyre væk, var der dog fortsat rigtig mange overvejelser for ham. Især fordi processen fra beslutning til handling var lang. Udredningen tog mere end ét år for Brian og hans kammerat. Men i løbet af den lange ventetid var der alligevel to ting, der stod helt klar for Brian Hegelund. 

- Jeg ville ikke gå ned i livskvalitet for, at han kunne gå op. Man er nødt til også at være egoistisk. Og så skulle jeg have fuld opbakning fra min familie og mine venner. Men de var med fra start, siger Brian Hegelund, der siden donationen ikke har skænket mulige problemer i fremtiden en tanke: 

- Det er en 'hvis-situation', og vi kan alle sammen gå og forberede os hele live på 'hvis nu det her sker - hvad så?' og så lade være med at gøre en masse ting på grund af det. Lad os hellere reagere nu og her. 

Og Brian Hegelunds håb for dagen i morgen og fremtiden er også, at en masse danskere tager stilling. 

- Jeg er ligeglad med, hvad folk vil. Bare de tager stilling. Hvis de vil donere, så sæt det kryds. Hvis ikke de vil, så sæt krydset. 

 

 

Organdonation

 

Oversigt

    Oversigt