I det fynske folks tjeneste

Rikke Møller i OL-semifinalen i rekordtid

Rikke Møller Pedersen svømmede sig i semifinalen i sin favoritdisciplin, 200 m brystsvømning, og satte samtidig ny dansk rekord.

Danske Rikke Møller Pedersen er klar til semifinalen ved OL efter en overbevisende tid i indledende heat.

Når der onsdag aften svømmes semifinaler i kvindernes 200 bryst ved OL i London, er det med danske Rikke Møller Pedersen som en af de 16 deltagere.

Danskeren svømmede onsdag middag indledende heat, og da hun var med i det sidste heat, vidste Møller Pedersen, hvad der skulle til for at gå videre.

Men der var slet ikke grund til at sammenligne sig og spekulere, danskeren viste høj, høj klasse og svømmede sig sikkert videre i en tid, der slettede hendes egen danske rekord, som blev sat i Italien i 2009.

Den tidligere rekord lød på 2.23,34 minutter, men Rikke Møller Pedersen svømmede onsdag i tiden 2.22,69 minutter.

Dermed er der al mulig grund til at skrue forventningerne i vejret til den danske svømmepige, som var næsthurtigst af samtlige svømmere i de indledende heat. Kun amerikanske Rebecca Soni var hurtigere - faktisk mere end et sekund hurtigere.

Guldmedaljen synes dermed nærmest at være uddelt på forhånd, men en tur på medaljeskamlen virker realistisk for Rikke Møller Pedersen.

Først gælder det dog semifinalerne, der svømmes onsdag aften
mellem klokken 21 og 22 dansk tid.

/ritzau/

Ved du noget? Så send os et tip