Rikke Møller Pedersen smider EM-guld væk

Svømmeren Rikke Møller Pedersen måtte nøjes med bronze i 200-meter brystsvømning ved EM. Danskeren gik helt i stå på de sidste 50 meter.

Svømmeren Rikke Møller Pedersen var fredag på vej mod sit første EM-guld på langbane, men danskeren måtte til sidst nøjes med bronze i 200-meter brystsvømning ved EM i Budapest.

Danskeren førte efter 150 meter, men stivnede fuldstændig på de sidste 50 meter og blev overhalet af de nærmeste forfølgere.

21-årige Rikke Møller Pedersen fik tiden 2.24,99 minutter, og hun var dermed knapt halvandet sekund efter vinderen, Anastasia Chaun fra Rusland. Norske Sara Nordenstam erobrede sølv.

Rikke Møller Pedersen sikrede dermed sin anden medalje ved EM, efter at hun vandt sølv på den halve distance.

Med Rikke Møller Pedersens medalje er den danske målsætning om fire medaljer ved EM opfyldt.

Oversigt

    Oversigt