Rikke Møller suverænt videre i 200-meter bryst

Det dufter allerede af medaljer i 200-meter bryst for Rikke Møller Pedersen, der er i semifinalerne ved VM.

Guldfavoritten Rikke Møller Pedersen svømmede sig sikkert videre til semifinalerne i 200-meter bryst ved VM i Barcelona.

Den danske europarekordholder kvalificerede sig i næstbedste tid - 2.22,20 minutter - efter amerikanske Micah Lawrence, der var et lille halvt sekund hurtigere end den 24-årige dansker - dog i et andet heat.

Meget tyder på, at semifinalerne torsdag aften bare er noget, der skal overstås for Rikke Møller Pedersen, som er et niveau eller to bedre end de fleste af konkurrenterne i Barcelona.

Kun et par stykker af konkurrenterne lader til at være i stand til at matche den stærke dansker.

Den ene er amerikanske Micah Lawrence, der var hurtigere end Rikke Møller Pedersen torsdag formiddag, men danskeren kan måske have lidt ekstra kræfter at give af, når det gælder.

Møller Pedersen har sat den suverænt hurtigste tid i år med 2.20,53 minutter.

Yuliya Efimova satte tredjebedste tid i de indledende heats, og russeren vil sandsynligvis også blande sig i medaljekampen, når der er finaler fredag aften.

Oversigt

    Oversigt