I det fynske folks tjeneste

Ringe-fabrik skifter ejer

F. L. Smidth-koncernen har solgt betonvarefabrikken i Ringe til en jysk konkurrent.  

F. L. Schmidt-koncernen har solgt betonvarefabrik i Ringe

F. L. Smidth-koncernen har solgt betonvarefabrikken i Ringe til en jysk konkurrent, IBF Betonvarer i Ikast, som lover, at alle 70 fynske arbejdspladser bevares.


F. L. Smidth-virksomheden Unicon skiller sig af med flere fabrikker i Danmark og i udlandet for at koncentrere sig om fabriksbeton.


\"Vi skal kunne levere hurtigere og meget mere fleksibelt end hidtil. Det kræver en masse ressourcer og ledelseskraft og investeringer i ny teknologi. Vi har derfor besluttet at være en førsteklasses spiller på ét område i stedet for at skulle udvikle tre forretningsområder,\" siger adm. direktør Kent Arentoft til Berlingske Tidende.


Fabrikken i Ringe producerer afløbsprodukter, d.v.s. rør og brønde, og er derfor solgt fra.


I alt 880 medarbejdere af Unicons i alt 2.200 er ansat i de afdelinger, som sælges fra.


Unicon samlede for få år siden den danske fremstilling af afløbsprodukter i Ringe. Det skyldtes ifølge Unicon Ringes geografiske placering og åbningen af Storebæltsforbindelsen.


Den nye ejer, IBF Betonvarer i Ikast, har i forvejen en fabrik på Fyn, nemlig i Harndrup. Men der er ingen planer om at fusionere de to fynske fabrikker, oplyser IBF i Ikast.


IBF har meddelt sine medarbejdere, at alle 70 arbejdspladser i Ringe opretholdes, og at der ikke er planer om nedskæringer.