Rioch: Spillerne skal være stolte

OB's cheftræner Bruce Rioch jagtede ingen undskyldninger for nederlaget til Parma. Faktisk var han fuldt tilfreds med sit mandskabs præstation.

Uheld og en sur fejl kostede OB point i deres første kamp i UEFA Cuppens gruppespil. Sådan lød analysen fra cheftræner Bruce Rioch, da han sammen med spillerne havde fordøjet det knebne 1-2-nederlag til FC Parma.

- Jeg orker ikke at lede efter en dybere grund til, at vi tabte kampen. Det er altså et hold fra Serie A. Spillerne gjorde det absolut fortrinligt, og jeg synes, de har masser at være stolte af, sagde Bruce Rioch.

- Jo højere niveau man spiller på, des hårdere bliver man straffet for sine fejl. Det blev vi også i aften, sagde skotten, der især ærgrede sig over Parmas anden scoring, som bundede i en misforståelse mellem forsvaret og målmand Arek Onyszko.

Rioch mener dog stadig, at OB har gode muligheder for at springe videre i turneringen trods nederlaget.

- Vi har tabt en kamp. Nu venter Heerenveen. Hvis vi vinder der, ser det stadig godt ud. Der er masser at spille for endnu, sagde han.

Oversigt

    Oversigt