I det fynske folks tjeneste

Risiko for at Fyn går i sort

Selskabet Vattenfall har planer om at lukke Fynsværkets største kraftværkskapacitet. Sker det forringes forsyningssikkerheden med strøm på Fyn.

Hvis svenske Vattenfall får lov til at lukke størstedelen af kapacitetetn på Fynsværket, øges risikoen for blackouts på Fyn, skriver erhvervssitet EnergiWatch.

EnergiWatch har fået aktindsigt i et høringssvar i sagen fra det statsejede Energi.net.dk, som advarer mod lukning af Fynsværkets største kapacitet, kaldet blok 7.

- Der kan opstå situationer, hvor det kan blive svært at opretholde forsyningen af Fyn, skriver Energi.net.dk, der har det overordnede ansvar for, at forbrugerne får strøm.

Har tabt milliarder

Ifølge EnergiWatch.dk har Vattenfall tabt milliarder på sine danske kraftværker.

Det er lykkedes at sælge Amagerværket, men tilbage er stadig Fynsværket og Nordjyllandsværket.

Tidligere på året meldte Vattenfall så ud, at de vil lukke Fynsværkets blok 7, der producerer 400 megawatt d. 1. maj 2016.

Sker det, bliver Fyn afhængig af strøm fra andre dele af landet og det kan godt blive ustabilt.

Professor: Politikerne må igang

Professor ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen, siger til EnergiWatch, at politikerne nu må på banen.

Han efterlyser svar på, hvordan man vil sikre Danmarks forsyning af el i takt med at kraftværker lukkes og vindmøller tager over.

Han peger desuden på, at en lukning af blok 7 giver Fjernvarme Fyn et problem, da Fynsværket levere størstedelen af fjernvarmen til Odense og omegn - heriblandt gartnerierne.

Hvis Fynsværket lukker, skal der etableres ny varmekapacitet og det kan tage år, siger professoren.