I det fynske folks tjeneste

Risiko for skybrud og torden på Fyn

Fredag bliver skyet og med byger, som kan være kraftige og med torden. Weekenden ser dog pæn ud. 

00:46

Se fredagens vejrudsigt fra TV 2 Vejret. Video: TV 2 Vejret / Foto: Ritzau Scanpix

Fredag er der risiko for byger fra morgenstunden, og det bliver generelt en skyet dag med regn af og til. 

Læs også Tonsvis af kirsebær ødelagt af uventet frost

- Ud på eftermiddagen kan det godt forsvinde, og så kan der også komme lidt sol. Inden da kan vi risikere kraftige byger, og de kan også være med torden, siger Per Christiansen fra TV 2 Vejret.

Sidst på eftermiddag kan temperaturen snige sig over 20 grader omkring Odense, men de fynske kystbyer skal ikke forvente mere end 18-19 grader.

DMI varsler risiko for skybrud

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har fredag morgen udsendt varsel om risiko for skybrud og tordenbyger på det meste af Fyn. 

- Der er risiko for tordenbyger og lokale skybrud. Der kan lokalt falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter, oplyser DSB.

Varslet gælder Sydfyn, Middelfart, Assens, Odense og Nordfyn fredag mellem klokken 13 og 19. 

Ifølge TV 2 Vejret er risikoen for skybrud størst i det vestlige Jylland. Foto: TV 2 VEJRET

Pænt vejr i weekenden

Bedre ser det ud i weekenden og i næste uge, forsikrer Per Christiansen fra TV 2 Vejret.

- Weekenden ser rigtig fin ud. Der kan dog stadigvæk komme lidt byger i løbet af lørdag, men det bliver lunere, og vinden lægger sig, siger Per Christiansen. 

- Søndag bliver en pæn dag, og det ser også pænt ud i næste uge, men alle dage kan vi risikere en byge. Det er ikke det mest prangende sommervejr, og det må vi vænne os til i år, fortsætter vejrværten med henvisning til sidste års historisk varme sommer.

De næste dage vil temperaturen komme op på mellem 20 og 23 grader, hvoraf lørdag ser ud til at blive den varmeste.

Fakta om skybrud og torden

Vær opmærksom på, at lavtliggende områder som for eksempel kældre, vejbaner og viadukter kan oversvømmes.

 

Tilpas kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene, og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden.Tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig. Luk vinduer og døre.

 

Tordenvejr medfører risiko for lynbrande og fejl på elektriske systemer.

 

Søg ly for tordenvejret indendørs eller i en bil med lukkede døre og vinduer. Søg ikke ly under træer.

 

Undgå at bade eller at færdes på store, åbne områder som for eksempel fodboldbaner, når lyn og torden nærmer sig.

 

Kilde: DMI