I det fynske folks tjeneste

Tæt tåge over Storebælt: Risiko for tordenbyger og lokale skybrud på Fyn

DMI advarer om risiko for store mængder nedbør på meget kort tid flere steder på Fyn i løbet af tirsdag. Fra morgenstunden er der meget tæt tåge på Storebælt.

DMI advarer tirsdag morgen bilister mod meget tæt tåge på Storebælt, hvor der på broen kan være ganske kort sigtbarhed.

Samtidig kan borgere i flere fynske kommuner muligvis se frem til skybrud, tordenbyger og store mængder regn i løbet af tirsdagen.

Det skriver DMI i en advarsel, der gælder for alle fynske kommuner på nær Svendborg, Langeland og Ærø Kommuner.

Ifølge DMI's advarsel kan der lokalt falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter i tidsrummet mellem klokken fire tirsdag morgen og klokken 14 tirsdag eftermiddag.

Læs også Lun og lummer tirsdag med risiko for masser af regn

De understreger dog i samme advarsel, at de ikke forventer voldsomt vejr.

DMI advarer i samme ombæring om, at borgere i de to fynske kommuner skal være opmærksom på, at lavtliggende områder som for eksempel kældre, vejbaner og viadukter kan blive oversvømmet.

De anbefaler bilister at tilpasse kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene og undlade at køre ud i vand, hvor man ikke på forhånd kan vurdere dybden.

Luk døre og vinduer

Husejere skal tjekke tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær boligen og lukke vinduer og døre.

I DMI's varsel om skybrud og tordenvejr, der muligvis rammer Fyn, advarer de også om, at tordenvejret medfører risiko for lynbrande og fejl på elektriske systemer.

Man bør derfor søge ly for tordenvejret indendørs eller i en bil med lukkede døre og vinduer. Søg ikke ly under træer og undgå at færdes på store, åbne områder som for eksempel fodboldbaner, når lyn og torden nærmer sig, skriver DMI.