Robothænder skal pakke fynske drivhuse

Juliana Drivhuse i samarbejde med Gibotech og Effimat. Direktør forventer, at robotter vil skabe flere almindelige job.

Efter sommerferien skal fynske pakke-robotter give en hånd med hos en af Europas største drivhusproducenter.

Juliana Drivhus i Odense, der er et af Europas største firmaer inden for drivhuse til private, indfører robotterne i et samarbejde med robotvirksomheden Gibotech og flere underleverandører, blandt andet Effimat. 

- Det er ikke meningen, at vi vil skære ned i antallet af medarbejdere. De hænder, der bliver frigjort, kan vi bruge til andre opgaver, siger Nikolaj Stærmose, der er tredje generation, direktør og ejer i den fynske drivhuse-virksomhed.

- De seneste undersøgelser, jeg har set, viser, at automatisering i gennemsnit afføder 2,6 nye arbejdspladser per arbejdsplads, der automatiseres. Der skal blandt andet bruges operatører til at betjene robotterne, siger Nikolaj Stærmose.

De nye robotter skal pakke de fittings ned, der bruges til samlingen af drivhusene. I dag foregår det meste arbejde manuelt, og det øger risikoen for fejl.

Nikolaj Stærmose

- Samtidig giver pakningen en mere lækker oplevelse hos brugerne, siger Nikolaj Stærmose.

På Fyn, hvor drivhusene monteres, er der cirka 65 ansatte, men koncernen har også firmaer i Storbritannien og Tyskland, ligesom man får produceret de mindste og billigste drivhuse i Kina i samarbejde med en lokal partner.

I alt beskæftiger koncernen ifølge 2017-regnskabet 123 ansatte omregnet til fuldtidsmedarbejdere.

Og netop 2017 blev et af de bedste drivhusår i mands minde med et overskud på 18 millioner kroner før skat.

Bruttofortjenesten er steget med knap otte procent til 66,8 millioner kroner, og den stigende aktivitet har betydet 14 nye medarbejdere til at håndtere ordrene, viser regnskabet.

Største eksportmarked er Skandinavien, derudover er de primære markeder Storbritannien, Tyskland og Frankrig.

I Storbritannien produceres der eksempelvis greenhouses - eller orangerier - i canadisk cedertræ.

I alt er Juliana Drivhuse til stede på 25 markeder.

Virksomheden flyttede sit hovedsæde til Sivmosevænget i Odense i 1999.

- Dengang skulle vi tage stilling til, om vi skulle outsource produktionen eller blive. Vi valgte heldigvis det sidste, siger Nikolaj Stærmose.

Det betyder blandt andet, at alt design og markedsføring udføres i Odense.

Der er allerede gennemført test med pakkerobotterne, og midt august mødes parterne for få gjort projektet helt færdigt.

- Vores branche er i dag meget lidt automatiseret, og jeg vil ikke afvise, at der er andre opgaver, som vi kan bruge robotter til. Det kan i sidste ende medføre, at vi kan tage produktion hjem til Odense igen, siger Nikolaj Stærmose.

 

  

 

 

Oversigt

    Oversigt