Robotstøvsugeren er blevet hverdag

Robotstøvsugere, GPS, løfteteknologier og anden velfærdsteknologi er blevet hverdag i mange kommuner. Odense er godt med.

Kommunerne har for alvor taget velfærdsteknologien til sig som del af hverdagen.

Odense Kommune har i årevis arbejdet med velfærdsteknologi og taget skridtet videre fra robotstøvsugere til intelligente skærme på handicapinstitutionerne.

De handicappede kan have skærmene på kørestolen og se, hvilke aktiviteter de skal til i løbet af dagen. De kan også bestille mad, hvis de får gæster.

66 procent af kommunerne har indført robotstøvsugere, 55 procent har GPS til demente, 53 procent har indført løfteteknologi, og 47 procent har toiletter med skylle-, spule- og tørrefunktion. Det viser en ny KL-undersøgelse.

Undersøgelsen viser også, at mange kommuner overvejer nye velfærdsteknologiske tiltag. 9 ud 10 kommuner kan have indført robotstøvsugere og 8 ud af 10 løfteteknologi i 2015.

- Ligesom vi andre er gået fra skrivemaskine over pc til tablet i dag, er det et udtryk for, at kommunerne følger med på det her område, siger professor og velfærdsforsker på Roskilde Universitet Bent Greve til KL's nyhedsbrev Momentum.

- Det er også nødvendigt både for at effektivisere servicen, og fordi borgerne også gradvist vil forvente, at kommunerne har de hjælpemidler, det er muligt at få, tilføjer han.

Også i Sønderborg Kommune er velfærdsteknologi blevet hverdag. Såsom intelligente senge, som sender en alarm, hvis borgeren er våd, har forladt sengen eller har en fyldt kateterpose.

- Vi undgår at køre ud og forstyrre en borger om natten for at tjekke, om alt er i orden. Samtidig bliver færre borgere genindlagt med lungebetændelse, fordi de ikke ligger med en våd ble.

- Det er godt for borgeren, og sparer ressourcer, siger projektleder Mette Flintholm Fink til Momentum.

Allerede i år venter 71 procent af kommunerne at høste økonomisk gevinst af velfærdsteknologien.

Oversigt

    Oversigt