I det fynske folks tjeneste

Robotter klarer blodprøven

Robotter, der kan tage blodprøver, er ved at blive udviklet på Syddansk Universitet. Arbejdet er så langt, at robotterne er klar til at blive testet i Vejle og Odense, men det er dyrt.

Der er mange penge at spare, hvis robotter i fremtiden kan tage blodprøver.

Robotten kan endnu ikke selv tage blodprøven, men via kamerasensorer kan robotten udpege det mest velegnede sted på armen at stikke. Det skriver P4 Trekanten i Vejle.
 
Ph.d.studerende Thiusius Rajeeth Savarimuthu fra Robotlaboratoriet på Syddansk Universitet står i spidsen forskningsarbejdet.

- Der er et stort potentiale for at minimere fejlstik. Men det
vil også være nemmere at behandle patienter, som er vanskelige
at behandle lige nu, siger han til P4 Trekanten.

Dyre robotter

I 2006 blev der i Danmark taget 11 millioner blodprøver. Derfor er der penge at spare, hvis robotter i fremtiden kan tage bare en lille del af disse prøver.

Robotteknologien er endnu ikke afprøvet på et hospital, fordi det er dyrt. En enkelt opstilling på et hospital koste 40.000 - 50.000 kroner.

Men Thiusius Rajeeth Savarimuthu mener, at pengene vil være godt givet ud.

- Det vil fjerne det enorme pres, der er på vores bioanalytikere om at producere alle de her mange blodprøver om året, siger han til P4 Trekanten.

Savarimuthu vurderer, at Robotlaboratoriet på Syddansk Universitet kan have en prototype klar til at tage blodprøver i løbet af tre-fire år, hvis de kan få finansieret arbejdet fuldstændigt.