Robotterne kommer - og det er slet ikke så dårligt endda

Robotter kan mure huse, slå græsset og svejse biler. Og de tager jobbene, som de er idag.

Robotterne bliver stadig mere avancerede og overtager flere af menneskets jobs og gøremål. 

- På et tidspunkt vil det være sådan, at robotter kan løse rigtig mange af de opgaver, som de fleste af os går og bruger vores tid på nu, siger Esben Østergaard, medstifter af virksomheden Universal Robots i Odense. 

Men efterlader det os andre med en tilværelse uden jobs og indtægt? Ikke ifølge en professor på Syddansk Universitet. 

- Normalt så betyder automation, at der kommer flere arbejdspladser, og det er også hvad vi har set herhjemme. Der har aldrig været så mange arbejdspladser, som der er nu. Endskønt de gamle industriarbejdspladser, som Lindø og Brandts, er lukket, så er der alligevel flere arbejdspladser i dag. Nogle gange er det fantasien, der sætter grænsen, siger Johannes Nørgaard, professor ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet. 

 

Odenses robotfremtid 

Det politiske Odense mener også, at robotter er en god ting for samfundet. 

- Jeg er ikke i tvivl om, at den robotudvikling, der er i Odense, vil blive en meget stærk del af Odenses fremtid. Både til at skabe indtægter og arbejdspladser, siger Peter Rahbæk Juel, Odenses kommende borgmester, Socialdemokratiet. 

Han mener også, at robotterne kan styrke flere faggrupper frem for at tilintetgøre dem. 

- Robotter vil betyde bedre arbejdsmiljø for de faggrupper, der ved, hvad godt håndværk er og hvordan vi skal behandle de ældre mennesker på plejecentrene. Hvis de kan få hjælp af robotter, så kan de også blive længere på arbejdspladsen, og det vil hjælpe de ældre og byggeriet, siger Peter Rahbæk Juel. 

Ifølge Esben Østergaard, medstifter af Universal Robots, er Odense godt kørende inden for robotindustrien. 

Odense er en ret lille by, så det er begrænset, hvor meget vi kan favne af alle de nye teknologier. Men med dronecenteret, Syddansk Universitet og alle de robotvirksomheder, som er opstået rundt om, så er der i hvert fald noget at bygge på. Det er helt sikkert, siger Esben Østergaard. 

Se her interviewet med Johannes Nørgaard, professor ved Syddansk Universitet, om robotternes betydning for samfundet. 

 

 

Oversigt

    Oversigt