Robotvirksomhed vinder vækstpris

Odense-virksomheden Universal Robots blev torsdag aften tildelt prisen Entrepreneur Of The Year 2012 i region Fyn.

Prisen blev overrakt i Odense Congress Center under overværelse af et stort erhvervspublikum.

Entrepreneur Of The Year-prisen er en pris der bliver tildelt en virksomhed for vækst. Til forskel til andre vækst-priser bliver denne pris både tildelt på baggrund af virksomhedernes evne til at danne økonomisk vækst, og der bliver også set på de mere bløde værdier som for eksempel entreprenørens samfundsmæssige engagement og evne til at inspirere og engagere organisationen.

80 kvalificerede virksomheder

Sidste år var der 59 kvalificerede virksomheder, men i år var der hele 80 kvalificerede virksomheder i regionen.

- Vi har oplevet en meget positiv udvikling på Fyn de sidste 2 år, hvor antallet af vækstvirksomheder efter en hård tid er steget med 100 procent. Årets deltagerfelt i konkurrencen er rigtig stærkt, og det var en fornøjelse at overrække prisen til Universal Robots, som nu går videre til landsfinalen, siger Carsten Collin, direktør for Entrepreneur Of The Year.

Universal Robots har skabt nogle robotarme, der ikke har brug for meget plads. De kan nemt blive flyttet, og det er nemt for medarbejdere at omstille robotten på grund af den brugervenlige software. Det er nogle af årsagerne til, at væksten er steget så meget.

- Selv om der stadig er plads til forbedringer i regionen, der har været hårdt ramt af krisen, er det meget glædeligt, at så mange fynske virksomheder har kvalificeret sig til vækstprisen. Og det er imponerende og ikke mindst velfortjent, at Universal Robots løber med prisen i år, siger Ulla Brandt, chefkonsulent hos Dansk Erhverv

Går videre til landsfinalen

Regionsvinderen går videre til landsfinalen i Bella Center i København den 22. november 2012.

- Det er 16. år i træk, at vi kårer Danmarks bedste vækstskaber. Landskåringen den 22. november er kulminationen på et efterår med interviews og spændende regionskåringer. 1.049 virksomheder lever i år op til deltagerkravene - et tal, vi er stolte af at kunne præsentere i tider som disse, hvor fokus alt for ofte rettes mod det, der var, og som ikke længere kan lade sig gøre. Vækstskabere og entreprenører er stadig vigtigere og vigtigere for samfundet, og de skal hyldes og fejres på behørig vis - det er det, landskåringen handler om, siger Carsten Collin.

Vinderen af landsfinalen skal videre til World Entrepreneur Of The Year, som finder sted i Monte Carlo, Monaco, hvor landsvinderne har en enestående mulighed for at skabe netværk og udveksle erfaringer og ideer på tværs af landegrænser.

Oversigt

    Oversigt