Rocker med fynsk tilknytning sigtes for drabsforsøg

En 33-årig mand med tilknytning til rockermiljøet i Odense er bag lukkede døre blevet fængslet for et drabsforsøg mod en 43-årig mand i oktober i Køge. Han blev anholdt i Odense natten til mandag.

-

En 33-årig mand med tilknytning til rockermiljøet i Odense er bag lukkede døre blevet fængslet for et drabsforsøg mod en 43-årig mand i oktober i Køge. Han blev anholdt i Odense natten til mandag.

/ritzau
Politiet omgærder sagen med tavshed. \"Der udestår stadig en større efterforskning,\" siger vicekriminalkommissær Knud Sørensen, der ikke vil oplyse, hvordan den 33-årige stiller sig til sigtelsen. \"Han blev anholdt efter lang tids intens efterforskning,\" siger vicekriminalkommissæren.

Skudepisoden fandt sted den 18. oktober. Den 43-årige blev ramt af hagl i underarmen, da han ville sætte sig ind i sin bil på Gymnasievej i Køge. Ifølge politiet var der tale om et oplagt drabsforsøg, som han var heldig at slippe levende fra.

Den 43-årige, der selv har været involveret i rockermiljøet, var bagefter meget lidt meddelsom over for politiet. Kriminalpolitiet i Køge sagde, at der muligvis var tale om et gammelt regnskab, som skulle gøres op i det kriminelle miljø, og efterlyste en kronraget og muskuløs mand med en stor tatovering på halsen.

Den 33-årige blev anholdt af Odense Politi natten til mandag ved et tilfældigt rutinetjek af en bil nær havnen i Odense.

Han blev tirsdag af retten i Køge varetægtsfængslet til den 7. april.

Oversigt

    Oversigt