Rocker tiltalt for mere end 20 kilo kokain

Tre mænd i fynsk sag om 23,5 kilo kokain. Den ene er medlem af Hells Angels.

Et medlem af Hells Angels er blevet tiltalt af Fyns Politi for at have håndteret en usædvanlig stor mængde kokain. Sammen med en anden mand skal han have leveret 17,5 kilo kokain, ligesom han lå inde med yderligere fem kilo i en lejlighed i Odense.

Påstanden fremgår af det anklageskrift, som tirsdag blev frigivet til pressen.

Den store sag skal behandles af en domsmandsret i Odense, og hvis de to mænd findes skyldige, risikerer de adskillige års fængsel. Desuden står de til at miste deres Harley Davidson-motorcykler, godt en kvart million kroner og et par guldkæder.

En tredje mand er også sat under tiltale i sagen, der begynder ved retten 3. maj, og som fortsætter frem til slutningen af august. Muligvis vil dele af sagen foregå bag lukkede døre, siger anklageren, politifuldmægtig Kirsten Flummer.

Oversigt

    Oversigt