Rockere rekrutterer i Vollsmose

Rockerne arbejder ihærdigt for at rekruttere unge med indvandrerbaggrund fra Vollsmose og det vækker bekymring blandt beboere og socialarbejdere i området.

Socialarbejdere i Vollsmose er blevet kontaktet af beboere i bydelen, som har fortalt, at rockergrupper opsøger unge i randgrupperne omkring det kriminelle miljø og tilbyder dem at komme i deres klubhus.

Det har vakt stor bekymring og frygt for at unge, som endnu ikke er svært kriminelle skal gå hen og blive det.

Rockernes forsøg på at rekruttere unge kædes sammen med, at behandlere og politiet mener, at der er en optrapning på vej i konflikten mellem forskellige rockergrupper.

Derfor har beboere og rescourse-personer i området foreslået, at kommunen opretter tilbud, som kan holde de unge væk fra rockerne.

Blandt andet en daghøjskole og et værested.

Argumentet for det er, at det er ved at blive koldt og ubehageligt at hænge ud udendørs, så rockerne får lettere ved at lokke de unge over i deres klubhuse.

Kommunen undersøger sagen

En daghøjskole og et værested står ikke øverst på Odense Kommunes prioritetsliste, men er omvendt heller ikke udelukket.

Christian Frederiksen, byrådsmedlem og formand for Tryg By i Odense, siger, at først vil de undersøge de ting, der allerede er igang i Vollsmose og gå i dialog med rescoursepersoner - blandt andet i Vollsmose Kirke og muslimske kredse for at få fat i forældrene til de unge i risikogruppen.

- Hvis det her skal løses må folk selv være med til at gøre noget og tage ansvar, siger Christian Frederiksen.

- Jeg vil ikke være med til med en pistol for panden at etablere et værested, fordi de unge truer med, at kommer det ikke, så går de over til rockerne. Sådan arbejder vi ikke, siger Christian Frederiksen.

Socialarbejder: ikke de unges ide

Med i arbejdet for at oprette et værested i Vollsmose er Claus Larsen, som er socialpædagog og formand for Fightercentret i Odense, hvor man har gode erfaringer med arbejde med udsatte unge i Skt. Klemens.

Han pointerer, at forslaget ikke er kommet direkte fra de unge selv.

Det er forældre, pårørende og andre i Vollsmose, som har mærket behovet for et sted ved at tale med de unge.

Claus Larsen har engageret sig sagen, fordi han har hørt om rekrutteringsforsøgene gennem kolleger, der arbejder i Vollsmose, og som er meget bekymrede.

Han kan fortælle, at det er et nyt fænomen, at rockere rekrutterer unge.

- Det noget der har stået på indenfor den seneste uges tid, siger Claus Larsen,

Se interview med ham og Christian Frederiksen på links øverst til venstre.

Oversigt

    Oversigt