I det fynske folks tjeneste

Rod i asylregnskabet på Langeland: - Man risikerer at tabe det samlede beløb

Foto: TV 2/FYN

Eksperter kritiserer Langeland Kommunes regnskab på asylområdet. I yderste konsekvens kan 46,5 millioner kroner ende som en udgift til det kommende byråd, selv om kommunen forventer, at Udlændingestyrelsen dækker beløbet.

Regningen for at lukke asyldriften på Langeland ender på 46,5 millioner kroner. Det fremgår af kommunens halvårlige regnskab. Her står der, at hele beløbet forventes at blive dækket, så det endelige regnskab går i nul.

Dog er det ikke anført, at der er en usikkerhed forbundet med det endelige resultat, og det bliver mødt af kritik fra Anders Drejer, der er økonomiprofessor på Aalborg Universitet.

- Det synes jeg ikke er god regnskabspraksis. Det er 46,5 millioner kroner, vi snakker om. Det er altså mange penge i det totale regnskab, og sådan som jeg læser regnskabet, så risikerer Langeland ikke at få en krone, siger Anders Drejer.

Fra Langeland Kommunes halvårsregnskab 2017 Foto: Fra Langeland Kommunes halvårsregnskab 2017

Ifølge Anders Drejer er det endelige resultat på asylområdet forbundet med en vis usikkerhed, og derfor giver regnskabet ikke et retvisende billede af kommunens økonomi. Det fremgår nemlig ikke af halvårsregnskabet, at kommunen har nogle garantier for, at Udlændingestyrelsen vil dække det samlede beløb for nedlukningen af asylområdet. Derfor er regnskabets forventede resultat ikke retvisende. 

02:29

Se tv-indslaget om asylregnskabet.

Luk video

- Man er nødt til at forudse de tab, der kunne opstå og selvfølgelige kommentere det, hvis der er en usikkerhed. Her er der en usikkerhed, så vidt jeg kan vurdere det, og den er ikke kommenteret overhovedet, siger Anders Drejer.

Derudover kritiserer regnskabsekspert fra CBS Leif Christensen også oversigten over udgifter og indtægter på asylområdret.

- Jeg kan ikke se, hvor indtægterne kommer fra. Det er problematisk. For som regnskabslæser skal jeg kunne se, hvor pengene kommer fra, og om de kommer, ellers ved jeg ikke, om de reelt set kommer. I dette regnskab står det ikke, og det skal det, siger Leif Christensen, der er adjunkt ved institut for regnskab og revision på CBS.

Hos Langeland Kommune forventer man, at samtlige 46,5 millioner kroner vil blive refunderet, til trods for at det ikke fremgår, at der en konkret aftale for dette mellem Udlændingestyrelsen og kommune. 

- Vi er i gang med at lave et afviklingsregnskab sammen med Udlændingestyrelsen. Vi har en helt klar formodning om, at det på et tidspunkt ender det i nul, siger Benny Balsgaard, der er kommunaldirektør i Langeland Kommune.

Udlændingestyrelsen kan ikke be- eller afkræfte, hvorvidt Langeland Kommune får dækket det samlede beløb, men oplyser i en mail til TV 2/Fyn, at:

- Slutregnskabet er ved at blive færdiggjort og (Udlændingestyrelsen, red.) har endnu ikke oplysninger om eventuelle udeståender med kommunen.

Læs også Overblik: Ballade på Langelands asylcentre

Derudover har der ikke været nogen korrespondance mellem Udlændingestyrelsen og Langeland Kommune angående halvårsregnskab og afregningen af de 46,5 millioner kroner. Det viser en aktindsigt i Langeland Kommune, som TV 2/Fyn har fået.

Dog mener kommunaldirektøren, at der er en mundtlig aftale med Udlændingestyrelsen om, at kommunen får dækket udgifterne, til trods for at dette ikke fremgår af den aktiindsigt TV 2/Fyn har fået.

Hvordan kan I skrive det her ind i et forventet regnskab, hvis I ikke har nogen garanti for at få pengene, og at der ikke har været nogen korrespondance om dette beløb?  

- Vi har jo haft nogle mundtlige korrespondance. Og i øjeblikket sidder vi også og snakker med Udlændingestyrelsen og det revisionsselskab, de har sat til at kigge på det her. Det forandrer ikke noget til de forventninger, vi havde på det tidspunkt, hvor regnskabet blev lavet. Vi forventer at få alle pengene, siger Benny Balsgaard.

Men kommunaldirektørens forventninger til, at Udlændingestyrelsen kommer til at dække det fulde beløb er optimistisk, mener Anders Drejer.

- Man kan diskutere, om det er okay, de forventer at få det fulde beløb på disse forhold. Faktum er bare, at Udlændingestyrelsen ikke har givet nogen garanti for, at pengene kommer, siger han.

De 46,5 millioner kroner i yderste konsekvens ende som et minus i det kommende byråds kommunekasse. Dette beløb svarer til fem procent af Langeland Kommunes samlede budget, og det bekymrer Langelands kommende borgmester.

- Langelands Økonomi er i forvejen meget skrøbelig, så det her håber jeg, man får fundet en god løsning på, så det kommende byråd ikke skal have en begmand for det. Det ville betyde, at vi ville blive låst økonomisk de næste fire år, siger Langelands kommende borgmester, Tonni Hansen (SF).

Den samlede afregning for nedlukningen af Asyldriften forventes at ligge klar i løbet af 2017.

TV 2/Fyn har forsøgt at få en kommentar for Langelands nuværende borgmester, Bjarne Nielsen (V). Men han ønsker ikke at stille op til interview.

 

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.