Rødovre skød bronzen i hus

Rødovre Mighty Bulls vandt for anden dag i træk over Odense Bulldogs og sikrede sig dermed bronzemedaljerne i AL Bank-Ligaen i ishockey.

Mens guldslaget i dansk ishockey først lige er begyndt, kunne spillerne fra Rødovre Mighty Bulls glæde sig over bronze, da holdet i dag for anden dag i træk vandt over Odense.

Fredag kom Rødovres sejr i hus efter et flot comeback, hvor sjællænderne var bagud 1-4, men alligevel vandt 6-4.

Lørdag var der dog langt mindre spænding i opgøret mellem de to bronzeduellanter, da Rødovre på hjemmebane vandt 3-0.

Allerede efter 1 minut og 51 sekunder bragte Sean McAslan værterne foran, mens Pete Campbell fordoblede føringen i anden periode.

I opgørets tredje periode afgjorde Sean McAslan definitivt kampen, da han med godt 11 minutter tilbage af opgøret gjorde det til 3-0.

Rødovre sikrede sig dermed bronzemedaljerne med en samlet målscore på 9-4.

Oversigt

    Oversigt