Rødt flertal smuldrer i Svendborg

Enhedslisten vil ikke støtte socialdemokratiets og SF's spareplan om lukning af tre dagcentre for ældre.

Dermed mister den røde blok sit flertal, og borgmester Curt Sørensen får mere end almindelig svært ved at gennemføre spareplanerne.

- Socialudvalget var gået ind i nogen besparelser, som rakte udover den opgave som de havde, og det vil jeg ikke være med til, siger Enhedslistens socialudvalgsmedlem, Jesper Kiel til TV2/Fyn.

Dermed må borgmesteren se hen over midten for at finde flertal i de kommende 3½ år.

- Det er klart, at det giver os en særlig udfordring som byråd, når vi skal skaffe et flertal, siger Svendborgs borgmester, Curt Sørensen.

Svendborgs tidligere borgmester står klar med en hjælpende hånd. Men det koster indrømmelser, hvis Venstre skal støtte socialdemokraternes planer.

- Vi skal have en fornuftig dialog på tværs af midten. Så må man måske opgive nogen af sine idealer på begge sider, og så må vi se om vi kan nå frem til en enighed, siger Lars Erik Hornemann.

Men dagcentrene bliver altså ikke nedlagt i denne omgang, og det glæder Ebba Skovmøller, der er bruger af Ollerup Dagcenter.

- Jeg tænker det er godt, det er der mange, der bliver glade for, fortæller hun.

Oversigt

    Oversigt