Røg fra tog i Tommerup: 400 mennesker evakueret

Lørdag kom der røg fra et tog, der nu holder stille ved Tommerup Station. 400 passagerer blev evakueret.

Lørdag eftermiddag blev et passagertog evakueret på Tommerup Station i Tommerup Stationsby. Der kom røg fra toget, hvilket resulterede i at 400 mennesker blev bedt om at forlade toget med det samme. 

Det oplyser Fyns Politis vagtchef Ehm Christensen. 

- Vi får meldingen klokken 15.30. Der har været røgudvikling fra akslerne på et passagertog, og man er begyndt at evakuere passagererne, fortæller vagtchefen. 

- Vi sender selvfølgelig noget politi derud, men det hele foregår faktisk i god ro og orden, og der har ikke på noget tidspunkt været tale om, at nogle har være i fare. 

Toget holder stadig stille på stationen, hvor hele episoden har været skyld i, at togene mellem Odense og Fredericia er forsinket. 

De 400 evakuerede passagerer er kommet videre fra Tommerup Station med et andet tog, og DSB forventer, at togene igen kører normalt mellem Odense og Fredericia fra klokken 17-tiden.

Man ser det ofte

Ehm Christensen fortæller, at situationen med, at akslerne på toge bliver overophedet, faktisk ikke er en sjælden ting. 

- Det sker ret ofte, at vi høre om, at akslerne er blevet overophedet. Men de skal selvfølgelig ikke blive så varme, at der kommer røg fra dem, siger vagtchefen til TV 2/Fyn. 

Oversigt

    Oversigt