Brande koster liv: Røgalarmpatrulje gik fra dør til dør

Røgalarmpatruljen bankede lørdag på hos flere fynboer i Assens Kommune for at tjekke deres røgalarmer eller sætte en ny op.

Den 11-årige spejder Birk Christoffersen er en ung mand med en mission: Han vil redde liv.

Derfor trodsede han lørdag regnen for at stemme dørklokker i Assens Kommune sammen med den såkaldte Røgalarmpatrulje. Et samarbejde mellem Beredskab Fyn, BrandBevægelsen og TrygFonden, der tjekker eller opsætter nye røgalarmer.

For tusindvis af danskere har gennem tiden set deres hjem blive ædt af flammer, og hvert år omkommer 70 personer som følge af brand.

Men det kunne i mange tilfælde være undgået, hvis der havde været en røgalarm til at advare, fortæller Kenny Christensen, der er myndighedsleder ved Beredskab Fyn.

- Som brandmand er det noget af det mest naturlige, at man har røgalarmer her i 2019. Men der er stadig en del, der ikke har, siger han til TV 2/Fyn.

Særligt ældre er udsatte

Særligt de ældre er en udsat gruppe, da de kan have vanskeligt ved at vedligeholde og tjekke deres alarmer. Derfor bliver patruljen hvert år sendt ud til en række kommuner, der har udpeget områder, hvor der bor mange ældre.

En af dem, der i år fik besøg af patruljen, var Erik Pedersen. Han havde ingen røgalarm, da der ikke var nogen i lejligheden, da han flyttede ind, fortæller han. 

- Det er forkert. Det burde være i lejlighederne. Folk tænker ikke på det. Det er først den dag, man står med det, siger Erik Pedersen.

Der gik dog ikke mange sekunder fra den manglende røgalarm blev konstateret, til Birk Christoffersen havde hevet en ny frem fra sin blå taske og med hjælp fra Kenny Christensens lidt længere arme fået den monteret i loftet. 

- Det er meget vigtigt med røgalarmer. Hvis de ikke havde en, kunne de sidde og se fjernsyn uden at opdage branden, siger Birk Christoffersen.

Birk Christoffersen og Kenny Christensen er sammen ved at sætte en røgalarm op.
Birk Christoffersen og Kenny Christensen er sammen ved at sætte en røgalarm op.

Alligevel var det ikke alle på patruljens vej, der valgte at tage imod tilbuddet om tjek eller opsætning af en ny røgalarm.

- Vi har så meget mekanisme, at jeg synes, det er nok. Skulle jeg omkomme i en brand, så skidt, siger Birthe Christensen.

Fatale konsekvenser

Det kan godt undre Kenny Christensen, der ellers stod klar til at klistre en ny og gratis røgalarm op, så snart spejderen havde aktiveret den. 

Ifølge beredskabsmanden kan konsekvenserne være fatale, hvis man ikke har en røgalarm til at advare, inden branden bliver så kritisk, at man ikke kan nå ud af boligen.

Men han er glad for, at der nu er lidt flere, der har fået det lille, runde apparat i loftet.

- Røgalarmer redder liv, det kan vi se i statistikken, og jeg havde måske et håb om, at der var flere, der havde en allerede, men jeg er dog ikke overrasket, siger han.

Kenny Christensen håber ligeledes, at patruljen har været med til at skabe fokus, så flere vil huske at sætte en røgalarm op - især inden julens dekorationer for alvor rykker ind.

Falsk tryghed

Udover at sætte fokus på røgalarmerne, skal indsatsen også gøre opmærksom på, at det ikke er nok at have en røgalarm siddende i loftet. Den skal virke, før den kan redde liv.

Selv en mindre brand kan på få minutter fylde hjemmet med giftig røg, og derfor er røgalarmer vigtige.

De har da også været et krav i alle nybyggede boliger siden 2004.

Fire gode råd til at vedligeholde en røgalarm:

Oversigt

    Oversigt